Det skal du være opmærksom på, når du rejser i Europa

Fra lørdag kan dansken igen rejse ud i Europa, når myndighederne åbner til en række lande. Men der er store interne forskelle i de enkelte lande.

Når skoleferien for alvor begynder i morgen, bliver det igen muligt at rejse til en række europæiske lande.

Alle de, der ikke nåede at investere i et sommerhus, en lystyacht eller booke en uge i Lalandia, kan nu i stedet tage en dukkert i Grækenlands turkise hav eller slentre i Toscanas snævre stræder.

Grækenland og Italien er blandt de europæiske lande, som myndighederne regner for sikre nok til sommerferie. Derfor vil en lang række lande lørdag skifte farve fra orange til gul, så det ikke længere bliver frarådet at rejse dertil.

Men man skal være ekstra forsigtig.

Den gule farve på kortet dækker nemlig over flere nuancer internt i landene. Det kan man se på Statens Serum Instituts europakort over, hvor mange ud af 100.000, der er registreret smittet i et område de seneste syv dage.

For eksempel ser det rimelig roligt ud i det meste af Italien, men i Lombardiet, som var det sted, tragediens potentielle omfang gik op for de fleste, er smitten stadig mere udbredt end i andre regioner. Det samme gælder for de fleste andre lande. Blandt andet er der store forskelle internt i Spanien og i Tyskland, der har været ramt af lokale udbrud, som vi også oplevede i Hjørring.

»Hvis man skal ud at rejse, er det relevant at kigge på smitten i de enkelte regioner, og jeg ville personligt for så vidt muligt undgå de mest populære feriesteder, hvor der er størst mulighed for, at smitten kan få fat,« siger Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Københavns Universitet.

Myndighedernes kriterier for, om et land er åbent, er, at der skal være under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge. Hvis det pågældende land senere når op over 30 smittede pr. 100.000 indbyggere, skal man gå i karantæne, når man vender hjem.

Netop nu lever hverken Portugal eller Sverige op til de kriterier. De danske myndigheder opdeler dog Sverige i, hvordan smittetrykket er i de enkelte regioner. Sverige er blandt 11 lande, hvor smitten ifølge WHO den seneste tid er blusset op igen.

Hold øje med udvikling

Selv om der kan være store regionale forskelle, forstår Allan Randrup Thomsen godt, at myndighederne vurderer landene overordnet. Bortset fra Sverige.

»Vejledningerne går på, hvad der er tilladeligt, og hvad der ikke er tilladeligt. Vi kan ikke kontrollere, om en dansker tager til Lombardiet. Man kan rådgive om, at man skal være forsigtig. Der står generelt i rejsevejledningen, at man skal følge lokale restriktioner. Der er carte blanche til at rejse ud til de enkelte lande, men der er stadig forbehold, og det er også op til den enkelte selv at tage et ansvar for at have sat sig ind i lokale forhold,« siger han.

Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet, opfordrer også de enkelte til at sætte sig nøje ind i lokale forhold i det land, de opholder sig i.

»Man skal tjekke rejsevejledningen for det pågældende land og være klar over, at et land ikke bare er et land. Der er stor forskel på regionerne i de sydeuropæiske lande, hvor både smitteudbredelse og regelsæt kan variere. Man må sætte sig ind i de lokale regler, såsom om man skal bruge mundbind, og også være opmærksom på, at reglerne kan ændre sig under ens ferie. Ligesom i Danmark forsøger landene at regulere i takt med, hvordan det går i regionerne,« siger Jan Pravsgaard Christensen.