Det hørte danskerne på Spotify i 2016: Danskerne var nede med Bieber

Spotify har offentliggjort den sædvanlige liste over årets mest spillede artister, sange og albums. Danskerne elsker Justin Bieber, Rihanna, Gulddreng og ja selvfølgelig »Nede Mette«.

Du kan ikke bortklare nu. Spotify har talt. Du er lige så vild med Justin Bieber som din ven, der heller ikke tør sige det alt for højt i en større forsamling. Som alle andre danske skabs-Beliebers har du skrålet My mama don't like you and she likes everyone, når »Love yourself« var i radioen. For slet ikke at nævne Biebers »Sorry« eller »What Do You Mean?«.

Spotify har offentliggjort, hvad danskerne lyttede mest til i 2016. Danskernes favorit artist er Justin Bieber, ligesom hans album »Purpose« også er det mest spillede i år. Justin Bieber bliver efterfulgt af Drake og Rihanna, som er den mest spillede kvindelige artist.

»Bieber har altid haft en kæmpe fanbase blandt tweens og teens, men efter han er blevet ældre, har han udviklet sig fra at være et kønt ansigt til at eksperimentere med sin lyd og sit image. Det gjorde han i samarbejde med Skrillex og Diplo, der over de seneste par år er blevet nogle af de største producere i verden,« siger Pelle Peter Jensen, der er radiovært på P3, og uddyber deres succes:

»Den helt specielle blanding af electric dance music, tropical og hård bas, som producerne skabte til Bieber, blev toneangivende for hele popscenen, og man kan sige, at deres fælles sats ramte plet. De eksisterende fans blev og – endnu vigtigere – en masse nye fans kom til. Det er solid popmusik med kant.«

Danske kunstnere kan også

Alligevel er det ikke Justin Bieber, der har leveret den mest spillede sang herhjemme. Det er Blaks ørehænger »Nede Mette«, som danskerne har hørt flest gange i 2016, og den er da også ganske fængende, hvis man spørger Pelle Peter Jensen.

»Ordspillet på at være »nede med det« kombineret med en fortælling om en mennesketype, som vi nok alle sammen har oplevet, ramte noget. Det er effektivt produceret, og lyden af »Nede Mette« er på mange måder lyden af 2016. Det er en slags efterdønning af Major Lazers og MØs »Lean On« lyden tilsat dansk tekst og lidt Crazy Daisy-socialrealisme,« siger han.

En anden, der er strøget ind på Spotifys hitlister i 2016, er Danmarks Gulddreng. Han er på listen over en af de mest spillede artister, og samtidig har han hele to singler på listen over mest spillede sange, nemlig sommerhittet »Model« og »Se mig nu«. Og der er en grund til, at den dreng er lavet af guld.

»I virkeligheden hedder Gulddreng Malthe og kommer fra Vejle. Han bliver kun til Gulddreng, når han tager sit »supermand« kostume på og åbner en flaske champagne. Der er ingen tvivl om, at folkene bag projektet har skabt et sjovt slags Frankensteins monster bestående af ting, der hitter kommercielt i dag – guld, champagne, piger, selvfedme – bare på steroider,« siger Pelle Peter Jensen.

Pelle Peter Jensen tror dog, at manden bag »monsteret« kommer til at spille en større rolle.

»Gulddreng kommer helt sikkert også til at fylde lidt i 2017, men mon ikke Malthe fra Vejle en dag får lyst til at være sig selv og overlader Gulddrengrollen til de rappere, der normalt dyrker de idealer, som han igennem sit alias har leget med det seneste års tid,« siger Pelle Peter Jensen.

Se de mest spillede artister, sange og albums i Danmark her:

Mest spillede artister

  • Justin Bieber

  • Drake

  • Rihanna

  • Lukas Graham

  • Major Lazor

  • Shawn Mendes

  • Gulddreng

  • Kanye West

  • Blak

  • Gilli

Mest spillede sange

  • Nede Mette – Blak

  • One Dance – Drake

  • Love yourself – Justin Bieber

  • Model – Gulddreng

  • Se mig nu – Gulddreng

  • Cold Water (feat. Justin Bieber & Mø) – Major Lazer

  • Tidligt op – Gilli

  • Sex – Cheat Codes

  • Faded – Alan Walker

  • I Took A Phill In Ibiza – Seeb Remix – Mike Posner

Mest spillede album

  • Purpose – Justin Bieber

  • Lukas Graham – Lukas Graham

  • Views – Drake

  • ANTI – Rihanna

  • x – Ed Sheeran

  • Peace Is The Mission: Extended – Major Lazer

  • Handwritten (Revisited) – Shawn Mendes

  • Blurryface – Twenty One Pilots

  • The Life Of Pablo – Kanye West

  • This Is Acting (Deluxe Version) – Sia

Kilde: Spotify