Det har Jakob Scharf, Donald Trump og Bob Dylan til fælles

Der mobbes som aldrig før. Blandt børn og unge hærger mobningen i skolegården og på internettet, på jobbet mobbes de voksne, og i paneldebatterne mobbes kvinderne, forstår man på Alternativet.

Politiets Efterretningstjeneste anmelder tidligere PET-chef Jakob Scharf til Københavns Politi. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix 2012). (Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix 2012) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Trods kilometervis af spalteplads om emnet og et uendeligt antal handlingsplaner på skolerne hærger mobningen stadig, og nu kommer der så et angreb på uvæsnet, varslede regeringen i denne uge.

Der skal vanke bøder til de skoler, som ikke får has på mobningen, og mobbede elever skal kunne klage til et særligt mobbetilsyn. Det var eleverne ganske tilfredse med, mens lærere og skoleledere virkede noget mere lunkne over for idéen.

At mobning ikke er forbeholdt skolegården, havde den forløbne uge flere eksempler på. Og også på, hvad det kan føre med sig. Tag nu ugens store mediehistorie om PETs opgør med sin tidligere chef, Jakob Scharf, om bogen om hans »Syv år for PET«.

Her har man nok indtryk af, at hr. Scharf følte sig noget mobbet ud af sin arbejdsplads under de glade dage med skæg og blå briller, hvor ingen til sidst ville lege med ham, og han vist også kom noget på kant med de politiske chefer.

Men stof til en bog var der helt tydeligt, og en underskrevet erklæring fra Scharf om, at han i al evighed ville lade sin gamle arbejdsplads godkende, at der ikke slap nogen hemmeligheder ud, hvis han åbnede munden, det var ikke noget, han for alvor kunne tage alvorligt.

Det kunne PET åbenbart, og så var fanden løs – med fogedforbud og store udmeldinger om ytringsfrihed og den slags. Før weekenden var omme, havde Politiken udgivet hele bogen som særtillæg under høje hurra-sange om kampen mod en censur, som vi ingensinde skal lade os knægte af, og andre højtsvungne erklæringer.

Nå, ja, så var det, at Scharfs egne aftaler kom for dagen, og det hele blev ligesom lidt mere mudret. Nogen ny Muhammed-sag med al sin principielle kant var det nok heller ikke, justitsminister Søren Pind rasede mod medie-selvtægt, og her i avisen kaldte chefredaktør Tom Jensen Politikens aktion for »en teaterforestilling, der i givet fald kan vise sig at være særdeles skadelig for mediernes anseelse og troværdighed i Danmark«.

Men som ofte før med teaterforestillinger, så var anmelderne ikke helt enige, og fra BTs Karl Erik Stougaard lød således en ubetinget opbakning til Politikens kamp for ytringsfriheden.

»Er det hele ikke mest interessant for journalister,« lød den lidt trætte kommentar hjemme fra den anden side af morgenbordet, og det er jo sådan noget, der kan være svært at svare på, når man selv er journalist.

Så lad os straks springe videre til et andet yndlingsoffer for os journalister: Donald Trump. En mand, der med en vis ret kan hævde, at han er konstant udsat for mobning fra en stor del af medieverdenen, men ærligt talt er der næppe mange mennesker, der selv har været mere ude om det selv.

I denne uge var The Donald så for alvor i fuld fart på vej ned af slisken. Sidste uges skurvognsplatheder i en mand-til-mand-samtale om, hvor mange kvinder han gerne vil i bukserne på, og hvor let det er, når man er Trump, blev fulgt op af en stribe kvindelige erklæringer om, hvordan magnaten faktisk havde udført sin tendens til at »grab them by the pussy«, som han tidligere havde erklæret sin lyst til.

Eller stukket tungen ned i halsen på intetanende journalister (og det er altså næsten lige så slemt som at krænke ytringsfriheden), mens konen var ude, crashet omklædningsrum med halvnøgne unge piger til hans egne skønhedskonkurrencer og lignende overgrebsagtig adfærd. Og meget kan man sige om amerikanere, men de ved, hvornår nok er nok. Man kan svine det meste af Mexico til, kræve sin modstander i spjældet, opfordre til vold mod modstandere og true verdensfreden på daglig basis, men grams på naboens datter – så er det slut. Og noget tyder på, at Trump læner sig op af sin egen punchline fra sit superpopulære TV-show, »The Apprentice«: »You’re fired.«

Foto: SARA D. DAVIS.

Fyret er Åge Hareide og de danske fodbolddrenge ikke helt endnu, men de måtte godt nok stå mål til en del mobning i denne uge, hvor den danske VM-kampagne for alvor skulle sparkes i gang, og man gik på med krum hals, ung energi og rigtigt god stemning i lejren.

Foto: Liselotte Sabroe.

Men forventningens glæde var så afgjort den største – »vi spillede som pattebørn,« lød det fra Viktor Fishcer efter to nederlag og det sidste på hjemmebane til fodboldstormagten Montenegro. Det var ikke lige det, der skulle genstarte fodboldfesten efter nogle alvorsår under Morten Olsen. Det var lige før, man savnede den strenge mand og hans automatismer, men vi venter lige en enkelt kamp med at kræve Olsen tilbage.

En mand, der aldrig har været væk, er til gengæld His Bobness, Bob Dylan, der fik Nobelprisen i litteratur til stor opstandelse i de litterære saloner og startskuddet til megen munterhed i kommentarfelterne. Der blev talt om generationstyveri, gratis guldøl til prostata-segmentet, og i britiske Telegraph harcelerede kommentatoren over, at Nobelprisen nu var hevet ned på niveau med »Sverige har talent«.

Foto: JIM LO SCALZO.

Det er nok lige at stramme den – det nærmer sig jo den rene Bob-mobning.