Godmorgen og velkommen til dit nyhedsoverblik denne søndag morgen, hvor ugen går på hæld.
Nok engang koncentrerer nyhedsbilledet sig om coronaepidemien. Ja, vi står endda op til en dag, hvor det nu er decideret forbudt at opholde sig på indtil videre to steder i landet, fordi myndighederne vil mindske spredningen af virussen.
Vi skal også forbi en historie om en hård kritik af de danske myndigheder, som ifølge eksperter har svigtet nogle af landets mest udsatte borgere på plejehjemmene, og så vil vi runde en ny opdagelse om coronavirussen på Rigshospitalet.
Men før vi kommer til seneste nyheder om coronavirussen, er her overblikket over dagens for antal smittede og døde i henholdsvis Danmark og resten af verden.
Bekræftede smittede i Danmark: 8.445
Indlagte i alt i Danmark: 290
Heraf indlagte på intensiv i Danmark: 70
Indlagt i respirator: 56
Antal døde i Danmark: 418
Bekræftede smittede på verdensplan: 2.897.883
Døde på verdensplan: 202.880
Mere om de danske tal her og de internationale tal her.
Hård kritik af myndighederne for at svigte ældre
Vi begynder på forsiden af Berlingskes printavis, hvor man kan læse, at de danske myndigheder ifølge en række eksperter har udsat ældre på landets plejehjem for en unødig risiko.
For selv om det i lang tid har været velkendt, at smittede med covid-19 kan smitte, inden symptomerne viser sig, så blev det først i denne uge gjort klart fra Sundhedsstyrelsen, at også beboere og ansatte på plejehjem skal testes, selv om de ikke udviser symptomer.
Men det burde være sket langt hurtigere, siger eksperter.
»Når man tænker på, hvad der blev meldt ud i begyndelsen om, at for eksempel personale uden symptomer ikke skulle testes, har det sat ældre i en unødig risiko for at blive smittet fra andre beboere eller personale, der var asymptomatiske smittebærere,« siger overlæge og professor i klinisk mikrobiologi ved Rigshospitalet Niels Høiby.
Du kan læse hele historien her.
Opråb fra pædagog
Selvom landets dagtilbud kun må åbne, hvis de lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så har vuggestuen Filosofvænget i København åbnet op igen uden at leve op til kravene, siger en pædagog på institutionen til Berlingske.
»Der er meget langt fra de politiske udmeldinger og den virkelighed, jeg står i. Jeg føler, at jeg lyver for børnenes forældre. Det går ud over min faglige integritet, og det er utrygt at gå på arbejde,« siger pædagogen.
Rengøringen har ifølge pædagogen været mangelfuld, og der kommer for mange børn gennem stuerne i løbet af en dag.
Læs hele beretningen fra pædagogen her.
Usædvanlige følgevirkninger
På Rigshospitalet har man gjort en række skræmmende observationer hos de patienter, som har ligget i respirator på grund af coronavirussen. For i forbavsende lang tid efter sygdommen er patienternes deres hjerner påvirkede, siger Anders Perner, professor i intensiv medicin og overlæge på Rigshospitalet, til Berlingske.
»Der ser ud til at være nogle bevidsthedsmæssige eller kognitive komplikationer, som virker mere udtalte end i andre lignende patientgrupper,« fortæller han.
Overalt i verden har læger bemærket en række alvorlige følgevirkninger af coronavirussen. Det kan du læse meget mere om her.
Opholdsforbud
Den store historie i går var, at politiet på foreløbigt to steder i Danmark har taget konsekvensen af, at borgere trods advarsler har valgt at samle sig i for store menneskemængder. Således er det nu forbudt at opholde ved et butikscenter på Rømø og et langt stræk af havnefronten ved Islands Brygge i København.
»I går kom vi med en advarsel om, at vi ville tage skrappere værktøjer i brug, hvis borgere ikke overholder myndighedernes anvisninger og holder afstand. Den advarsel var der flere borgere, der opholdt sig på Islands Brygge, som ikke tog alvorligt. Derfor etablerer vi nu et opholdsforbud i området,« siger politidirektør Anne Tønnes fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Samtidig varslede politidirektøren, at flere opholdsforbud kan være på vej i København – særligt Dronning Louises Bro på Nørrebro og Sandkaj i Nordhavn holder politiet øje med.
Mere om den historie her.
Det sker i dag:
Ikke det store. Det er søndag, nyd solen, og hold afstand.



