Bassen pumper gennem marv og ben og får sveden til at springe af ryggens krumning over cykelstyret. Instruktøren tæller ned. Fire, tre, to, en. Salen lander kollektivt i sæderne igen. Takten ændres. Musikken bygger op til, at snart skal alle kræfter igen lægges i trådet. Musklerne spændes. Musikken eksploderer, og adrenalinet sitrer ud i hver eneste celle.

Det er det, musikken gør - påvirker vores træning og lokker os til lige at yde lidt ekstra. Og det ekstra har for nogle sikret dem en Guinness verdensrekord, eller flere faktisk.

»Jeg fandt ret hurtigt ud af, at musikken kunne hjælpe mig til at nå mine mål. Jeg kan absolut mærke, at musikken gør en forskel, og jeg bruger det meget, både når jeg selv træner, og når jeg er instruktør,« siger Brian Overkær, fysioterapeut, foredragsholder og atlet med tre ironmans, adskillige cykel-maratons og to Guinness verdensrekorder i rygsækken.

Han er desuden spinninginstruktør og uddanner også andre instruktører, blandt andet i, hvor stor betydning musikken har for træning - og for spinning.

»Hvis du spørger mig, er musikken 70 procent af træningen. Lige præcis spinning er i bund og grund en ret kedelig træningsform. Du sidder samme sted og kan ikke flytte dig. Du kan sidde ned og stå op. Det, der skaber energien, er rytmen og den historie, som musikken bygger op hen over en time,« siger Brian Overkær.

»Hvis du fjerner musikken fra spinning, så ville det ikke være noget værd.«

Så da Brian Overkær i 2006 satte sig for at sætte rekord i længst distance kørt non-stop, havde han også, inden de 82 timers konstant trampen i pedalerne begyndte, lavet en liste af musiknumre, som skulle hjælpe ham igennem præstationen.

»Jeg skulle igennem tre nætter, hvor jeg ikke sov. Der finder man ud af, hvad der skal holde en vågen - energidrikke, lys og lyd. Jeg havde på forhånd lavet en playliste til de svære timer med noget musik, som jeg vidste, tændte mig,« siger han.

Musikken var en blanding af dance og trance, rytmisk musik i et hurtigt tempo og i ekstra lange versioner til at forsvinde ind i som en slags trance. Men musikken skulle ikke bare brage derud af ligeså længe, som han sad på cyklen. Det skulle bruges bevidst og med måde.

»Hvis man bruger alt det, man har, der skal holde en vågen, hele tiden, så får man ikke den rigtige effekt, når man er ved at falde i søvn. Man skal skrue ned, og så kunne tænde op for det igen,« siger Brian Overkær.

Derfor slukkede han helt, når benene bare kørte derud af, og sindet var fyldt af overskud. Når natten faldt på løftede han volumen og tempoet og holdt sig kørende på vilje og rytme, og i de lange dagtimer holdt blandt andet Lars Lilholt ham med selskab med sange, han kunne synge med på, og glemme, at kroppen gjorde ondt.

Brian Overkær kom gennem de tre døgn og ti timer og kunne skrive sin anden Guinness verdensrekord på CVet. To år tidligere havde han nemlig sat rekord i længst distance kørt på 24 timer. Han slog den stående rekord med mere end 200 kilometer og havde, da døgnet var gået, tilbagelagt 1.377,79 kilometer.

Hans erfaringer på cyklen og hans metode med at bruge potentialet i musikkens rytme, bruger han også, når han presser andre til at yde deres maks. i holdsalene.

»Noget af det, jeg er kendt for, er at bruge musikken. Og ikke bare bruge den hele tiden, men bruge elementer, så man får talt ned på de helt rigtige tidspunkter og får skabt noget abstraktion, for eksempel når man skal fra siddende til stående på cyklen,« siger han.

»Man skal få bevægelsen og musikken til at gå op i en højere enhed.«