»De elendige præstationer holder ikke op med at eksistere, bare fordi man fjerner -3 fra karakterskalaen«

Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og SF ønsker at fjerne -3 fra karakterskalaen. Forslaget møder både bifald og kritik.

»Der er en fordel i at kunne give dumpekarakterer, der differentierer mellem dem, der har prøvet, og dem, der ikke har,« siger Katherine Richardson. Hun er tidligere formand for karakterkommissionen, der udviklede 7-trinsskalaen, og hun er ikke enig i kritikken af 7-trinsskalaen og -3. Anne Bæk/Ritzau Scanpix

7-trinsskalaen er gennem længere tid mødt af bred kritik. Og skalaens bundkarakter, -3, der gives for den »helt uacceptable præstation«, har selv fået -3.

SF har netop foreslået at fjerne -3 fra karakterskalaen, og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har til DR Nyheder meddelt, at hun også ønsker at droppe den negative karakter. SF og ministeren møder en del opbakning til forslaget – dog ikke fra Liberal Alliances uddannelsesordfører, Henrik Dahl.