Agathe kravler rundt på gulvet, som var ingenting hændt.
Som var det ikke bare tre uger siden, at hendes forældre kiggede på hende med bekymrede øjne efter at have fundet hende våd og kold i hendes vuggestue i København. Og de to uger forinden havde hentet hende i en ble, der ikke var blevet skiftet i flere timer.
Agathes forældre, Louise og Filip Patrzalek Kaas, har ikke glemt, hvad de har set. De har ikke glemt følelsen og forargelsen over hele deres arbejdende liv at have givet til et samfund, der ikke lader til at give noget tilsvarende tilbage.
»Jeg føler mig narret. Jeg havde en eller anden illusion om, at vi trygt kunne overlade vores børn til de offentlige daginstitutioner, og så blev de passet på og taget af. Og så opdagede vi, at virkeligheden er en helt anden,« siger Filip Patrzalek Kaas.

Illusionen om en daginstitution
Inden Filip og Louise Patrzalek Kaas selv fik børn, var de »helt sikre« på, at deres fremtidige børn skulle i daginstitution.
De er begge fra små provinsbyer i Jylland og husker tilbage på deres egen institutionstid som en positiv oplevelse, hvor alle byens børn havde haft de samme pædagoger. Pædagoger, de stadig kan navnene på i dag.
Da parret fik deres anden datter, Agathe, i 2022, var de derfor ikke bekymrede for at lade hende starte i en vuggestue.
Deres førstefødte datter, Ester, havde gået i dagpleje, men siden var Filip blevet advokat i det internationale advokatfirma Bird & Bird, og Louise var gået selvstændig som indretningskonsulent. Familien havde behov for mere fleksibilitet.
»Vi ville give institutionslivet et forsøg. I en vuggestue kunne vi være sikre på, at der var åbent på de fleste lukkedage, og at der ikke lige pludselig var en syg dagplejemor,« siger Filip Patrzalek Kaas.
Parret fik tilbudt en plads på en institution ikke langt fra deres hjem i Brønshøj. Det virkede perfekt. De havde ovenikøbet hørt godt om stedet.
Derfor valgte de at takke ja til pladsen.
»Det valg har vi siden fortrudt.«
»Jeg er mor til Agathe«
I den tid Agathe var i vuggestuen, var Filip og Louise Patrzalek Kaas vidner til et miljø, der virkede stressende for både børnene og de voksne på stuen.
Som regel var det Filip Patrzalek Kaas, der afleverede Agathe. Louise Patrzalek Kaas hentede.
En eftermiddag, da Louise Patrzalek Kaas kom for at hente Agathe, kom en pædagog op til hende og begyndte at snakke til hende om et andet barn. Louise Patrzalek Kaas stod og ventede lidt på, at pædagogen fik lagt sammen, at hun ikke var mor til det barn, hun snakkede om. Men det skete ikke.
»På det her tidspunkt havde vi været der i to måneder,« siger hun.

Louise Patrzalek Kaas fortalte pædagogen, at »jeg er mor til Agathe«, som hun gik hen for at løfte op.
»Og da jeg gjorde det, kunne jeg bare mærke, at hun havde den største nummer to-ble, som jeg ikke vidste, hvor lang tid hun havde siddet med,« siger hun.
Hun spurgte de to ansatte på stuen, hvornår hun sidst var blevet skiftet. Af den ene fik hun at vide, at det var hun blevet efter sin middagslur. Men det var den anden ikke så sikker på.
»Jeg gik derfra og syntes, det var virkelig ubehageligt,« siger Louise Patrzalek Kaas.
Parret blev bekymret for, hvad der skete i daginstitutionen, uden de så det. De kunne ikke sove om natten. Dels af bekymring for deres datter, dels fordi Agathe var begyndt at vågne om natten. Det gjorde hun meget sjældent før.
Ugen efter var Louise Patrzalek Kaas igen i vuggestuen for at hente Agathe. Denne gang var hendes strømpebukser og strømper våde fra knæet og ned, og Agathe var »iskold«. Det havde været frostgrader den dag, og børnene havde sovet til middag udenfor.
»Hendes fødder var helt frosne. Hun havde bare fået et par sutsko uden på det våde tøj,« siger Louise Patrzalek Kaas.
»Det er jo opskriften på en lungebetændelse for sådan et lille menneske.«

Bundniveauet er for lavt
Præcis hvordan Agathe blev så våd og kold, ved parret ikke.
De er dog helt overbeviste om, at det ikke var sket, havde der været flere uddannede pædagoger på stuen.
»Der var meget lidt fast personale. De havde for travlt, og der var for lidt, de kunne overskue, når de kun var to-tre voksne til at se efter 12 børn,« siger Filip Patrzalek Kaas.
På Agathes stue var der én uddannet pædagog på fuld tid til 12 vuggestuebørn. Det lyder ikke af meget. Men det er på ingen måde usædvanligt.
Berlingske afdækker i øjeblikket, hvordan pædagogmangel truer kvaliteten af københavnske daginstitutioner.
I en opgørelse, som Berlingske har fået aktindsigt i, er der stor forskel på andelen af uddannede pædagoger, der er tilknyttet hver daginstitution inden for kommunens grænser.
Faktisk er det mange steder sådan, at børn kan ende på en stue, hvor der slet ikke er en uddannet pædagog.
Det er ikke godt nok, mener formand for Forældrenes Landsorganisation Signe Nielsen.
»Problemet i København er ikke, at der ikke er gode institutioner. Det er, at bundniveauet er chokerende lavt,« siger hun.
Resultatet er, at man kan være enormt uheldig med den institution, man får tilbudt en plads på. Det føler Filip og Louise Patrzalek Kaas, at de har været.
»Det er så utrygt, at det kan være så tilfældigt, om man rammer en god eller dårlig stue eller institution. For det er historier i øst og vest, vi hører fra vores venner,« siger Filip Patrzalek Kaas.
»Det er totalt et lotteri.«
Et lotteri med børn
I dag arbejder Louise og Filip Patrzalek Kaas skiftevis hjemmefra, så de kan passe Agathe. Det er ikke nemt. Men det er det værd.
»Vi har jo fået vores søde, milde pige igen. Og hun sover om natten,« siger Filip Patrzalek Kaas.

Til januar har de fået en plads i en dagpleje. De er færdige med at drømme om en daginstitution i København.
»For os har systemet fejlet for groft til, at vi tør placere hende i det lotteri igen. Jeg ved ikke længere, hvem man skal stole på, når man får at vide, at det her er en god vuggestue. Det var der jo også nogen, der sagde om vores vuggestue,« siger han og fortsætter:
»Vi har en langt mindre grad af tillid til, at systemet er i stand til at passe trygt og godt på vores børn.«
Louise og Filip Patrzalek Kaas er ikke frustrerede på de pædagoger eller medhjælpere, der var i Agathes vuggestue. De er frustrerede over det system, som de betaler deres skat til og overlader deres børn til, som burde være »langt, langt bedre«.
Har I for høje forventninger til de offentlige institutioner?
»Ja, vi har høje forventninger. Men vi synes ikke, det er uberettigede forventninger. For vores børn er det mest dyrebare, vi har. De er vores allesammens fremtid. Og vi kender ikke konsekvenserne af det sociale eksperiment, det er at placere vores børn så mange timer i døgnet i daginstitutioner, der ikke fungerer.«