Danske soldater efterforskes: Undlod at fortælle om bestialsk halshugning

Danske soldater i Irak efterforskes i øjeblikket for at have undladt at indberette en bestialsk halshugning.

Forsvarets Auditørkorps bekræfter over for BT, at der netop nu foregår en efterforskning, der handler om, at danske soldater i Irak har undladt at indberette mulige ’brud på krigens love’, som er begået af irakiske styrker, der netop bliver trænet af danske soldater.

»Det er korrekt, at vi har iværksat en efterforskning, da vi stødte på rapporter om forhold, som kunne være et brud på krigens love. Der kan være tale om forhold, som danske soldater er forpligtet til at indberette til Værnsfælles Forsvarskommando i Danmark, men det er tilsyneladende ikke sket.

Derfor kan der være tale om strafbar pligtforsømmelse fra danske styrkers side.

Jeg vil dog gerne understrege, at vi endnu ikke kan sige, om det er tilfældet, da efterforskningen stadig verserer,« siger Claus Risbjerg, auditør og chef for auditørkontoret ved Forsvarets Auditørkorps.

Smurt ind i blod

Claus Risbjerg vil ikke udtale sig om sagens detaljer, men BT erfarer fra kilder tæt på sagen, at der konkret er tale om, at en irakisk soldat, der havde modtaget træning fra danske styrker på Al Asad-basen i Irak, hvor de danske styrker er udstationerede, vendte tilbage fra en mission og var smurt ind i blod. Da de danske soldater spurgte ham, hvorfor han så sådan ud, så fortalte han, at han havde halshugget en tilfangetaget kombatant fra Islamisk Stat.

Det er et klart overgreb og et alvorligt brud på krigens love at halshugge tilfangetagne fjender.

Hvis danske soldater får mistanke om, at sådanne overgreb begås af de styrker, som vi træner i Irak, så er de forpligtigede til at indberette det til Værnsfælles Forsvarskommando. Herfra kan Værnsfælles Forsvarskommando så fremlægge indberetningen over for danske politikere.

Men af ukendte årsager er indberetningen til Værnsfælles Forsvarskommando ikke sket i dette tilfælde.

Hugger hovedet af fanger

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, vil rejse sagen over for forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

»Det er dybt bekymrende, hvis det er sådan, at danske soldater ikke har meldt tilbage, som de skal. Det er mig helt ubegribeligt, hvorfor det ikke er sket. Vi har talt om flere gange, at den type hændelser skal meldes tilbage. Vi er allierede med de irakiske sikkerhedsstyrker, og vi skal sige fra over for den slags overgreb,« siger Nikolaj Villumsen og fortsætter:

»Det er meget problematisk, at vi støtter styrker, som på den måde hugger hovedet af deres fanger. Det er efterhånden veldokumenteret, at den type overgreb foregår i den irakiske hær.

Derfor er det særdeles vigtigt, at vi politikere får besked om det hver gang, så vi kan reagere på det og sige fra over for de irakiske styrker. Denne sag stiller spørgsmålstegn ved, om vi gør nok for at stoppe den slags overgreb.«

Islamisk Stat er jo værre, når det kommer til overgreb og drab på civile og fjendens soldater. Er det ikke forståeligt, at de irakiske sikkerhedsstyrker giver igen af samme mønt?

»Vi kan ikke genopbygge et fredeligt Irak, hvis deres egen hær agerer på den måde her. Så bliver det aldrig anderledes dernede,« siger Nikolaj Villumsen.

Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, håber, at der er tale om ’en smutter’, hvis danske soldater ikke har indberettet et formodet overgreb på krigsfanger.

Men han mener, at uanset hvad fortsætter den danske indsats i Irak.

»Jeg vil ikke udtale mig om den konkrete sag, før efterforskningen er afsluttet. Men jeg bifalder efterforskningen, fordi hvis det på nogen måde kan drages i tvivl, at vores styrker har ikke har levet op til deres forpligtigelse, så skal det undersøges til bunds,« siger forsvarsordfører Peter Juel Jensen.

Han beklager, at en irakisk soldat, som danske styrker har trænet, angiveligt har halshugget en soldat fra Islamisk Stat.

»Det er meget vigtigt for os, at vores allierede overholder krigens love og respekterer menneskerettighederne.
Derfor har vi også en skærpet indberetningspligt, som vi har pålagt soldaterne i disse tilfælde. Hvis den historie her har noget på sig, så håber jeg, at der er tale om en smutter,« siger han.

Det er muligt, at det er vigtigt for jer, at de irakiske styrker overholder krigens love, men det gør de jo ofte ikke. Skal vi så undlade at uddanne dem?

»Nej, tværtimod derfor er det netop vigtigt, at vi fortsætter. Vi kan ikke tillade, at det ene voldstyranni afløser det andet. Derfor er danske soldater med til at gøre en positiv forskel dernede,« siger Peter Juel Jensen og fortsætter:

»Soldaterne i den irakiske hær er vokset op med den slags metoder, som du nu beskriver i din artikel. Vores danske soldater skal derfor være med til at rykke tingene i den rigtige retning.

Danske soldater er meget veluddannede, har stor menneskelig indsigt og kender krigens love. Det kan de føre med over i den irakiske hær,« siger han.

De danske styrker er til stede i Irak for at træne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de kan bekæmpe Islamisk Stat.

Efterforskning snart klar

Forsvarets Auditørkorps forventer at have overstået efterforskningen i løbet af nogle uger. Herefter skal det vurderes, om man vil rejse sigtelse mod konkrete danske soldater efter paragraf 27 i den militære straffelov, der lyder således:

’Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder’.

Dansk kaptajn: 'Jeg har selv set irakernes overgreb'

Den danske kaptajn Klaus Kroll har selv været på Al Asad-basen i Irak, hvor han har trænet mellem 1.000 og 1.500 soldater. Han fortalte i december sidste år til Radio24syv, at han selv havde set irakiske sikkerhedsstyrkers overgreb på tilfangetagne soldater fra Islamisk Stat. Det var sket på soldaternes mobiltelefoner, som de havde anvendt til at forevige deres overgreb.

De irakiske sikkerhedsstyrker havde optaget videoer, hvor de havde bundet fjendens soldater fast til deres jeeps. De tilfangetagne blev så trukket bagefter. De irakiske styrker viste stolt videoerne frem til Klaus Kroll, som bagefter skrev en rapport om de ting, som han havde set.

»Det overrasker ikke mig, at det foregår. Det er desværre en metodik, der anvendes fra irakernes side. Min udfordring var, at det danske forsvar var berøringsangst for at fortælle om virkeligheden dernede. Både af hensyn til samarbejdet med irakerne og af politiske årsager på hjemmefronten,« siger Klaus Kroll.

I interviewet med Radio24syv fortalte Klaus Kroll, at han havde set videoer med konkrete overgreb fra irakernes side, men også fået besked på, at den slags observationer skulle han ikke indberette. Det var en del af  ’normalbilledet’, blev han fortalt.

Efter interviewet startede Forsvarets Auditørkorps en undersøgelse, der skulle dokumentere, om nogle af Klaus Krolls overordnede vitterligt havde bedt ham om at holde igen med indberetninger om sådanne overgreb. Overgreb, som forsvarsministeren netop har bedt om, bliver formidlet hjem til Værnsfælles Forsvarskommando.

Faldt over rapporter

Efterforskningen førte ikke til sigtelser, men det var netop under efterforskningen af Klaus Krolls sag, at Forsvarets Auditørkorps faldt over rapporter, der beskrev sagen med den irakiske soldat, der havde halshugget en fange.

Hændelsen var beskrevet i to af de daglige træningsrapporter, som udfærdiges på Al Asad-basen. De overordnede på basen har så pligt til at indberette sagen til Værnsfælles Forsvarskommando, såfremt de får mistanke om et overgreb. Det er her, hvor det er gået galt, og sagen ikke er blevet indberettet.

Klaus Kroll vil ikke udtale sig om, hvorvidt han mener, at danske soldater har forsøgt at skjule noget i denne sag.

»Jeg kender ikke sagen, så jeg kan ikke vide det. Men jeg vil gerne sige, at det er vigtigt, at vi ikke holder den slags skjult. Vi kan ikke undgå, at vores allierede begår den type overgreb her. Det kommer til at ske igen. Hvis vi vælger at være dernede, så skal vi sige ligeud, at vores allierede begår den type overgreb her, men når vi vælger at være der alligevel, så er det, fordi vi vælger det mindste af flere onder,« siger Klaus Kroll.