De danske skoleelever er gået tilbage i matematik og læsning.
Det står klart, efter at den internationale PISA-undersøgelse netop er blevet offentliggjort.
Her er 15-16-årige elever blevet testet på tre parametre:
Læsning: For læsning fik eleverne i gennemsnit 501 point i 2018. I 2022 fik de 489. Det er en tilbagegang på 12 point.
Matematik: I 2018 fik eleverne i gennemsnit 509 point i matematik. I 2022 fik de 489. En tilbagegang på 20 point siden sidst.
Naturfag: Skoleeleverne er også blevet testet i naturfag, men her er resultatet på samme niveau som i 2018.
Faldet gælder både hos de fagligt stærke og svage elever.
Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er det markante resultater.
»Det er ikke bare udsving, som ligger inden for den statistiske usikkerhed,« siger ministeren på et pressemøde.
Han er ikke tilfreds med resultaterne, som det er nu.
»Hvis jeg er så heldig også at være minister om tre år, så skal de tal se anderledes ud,« siger han.

Hvordan står det til andre steder?
Udviklingen hos de danske elever er ikke unik. I OECD findes en gennemsnitlig tilbagegang på niveau med den danske.
For eksempel oplever de øvrige nordiske lande også faldende resultater, bemærker Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Resultaterne fra Danmark ligger stadig over gennemsnittet og er på niveau eller over de andre lande i Norden.

»Vi kunne glæde os over, at det går bedre i Danmark end i andre lande,« siger Mattias Tesfaye.
Men folkeskolen er ikke en konkurrence, understreger han.
Hvordan kan det være?
Den ensartede udvikling på tværs af landene, der har deltaget i undersøgelsen, antyder, at forklaringen delvist skal findes i forhold, der berører alle lande.
Derfor er det ifølge Børne- og Undervisningsministeriet sandsynligt, at covid-19-pandemien og dens konsekvenser i form af blandt andet nedlukninger og ændrede undervisningsvilkår har haft betydning for elevernes resultater.
Corona skal dog ikke have hele skylden, siger Mattias Tesfaye.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, at nedlukningerne har haft store konsekvenser for en generation af børn og unge,« siger han.
Han understreger dog, at samme tendens ses i Sverige, hvor man ikke sendte skoleelever hjem under pandemien.

Verdens mest digitaliserede skole
Samtidig viser undersøgelsen, at Danmark er det land, der bruger allermest tid med digitale redskaber i skolen.
De danske elever bruger i gennemsnit digitale redskaber i 3,8 timer om dagen til læringsaktiviteter i skolen, hvilket er det højeste tal blandt alle deltagende lande.
I OECD som helhed bruger eleverne digitale redskaber to timer i gennemsnit.
Det er ottende gang, at PISA-undersøgelsen bliver gennemført, og ligesom tidligere år får resultaterne stor opmærksomhed i både danske og internationale medier.
Der er delte meninger om undersøgelsen, men ifølge Børne- og Undervisningsministeriet har den »haft betydning ved at vise, hvor der er et særligt behov for, at vi sætter ind«.
Ifølge VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der står for den danske del af undersøgelsen, giver resultaterne »indikatorer på, hvor godt de deltagendes landes uddannelsessystemer forbereder de unge på voksenlivet«.
Undersøgelsen er lavet i samarbejde med OECD-landene. 81 lande er med i undersøgelsen, og i Danmark har cirka 12.000 elever fordelt på 480 skoler deltaget.
Den undersøgelse, der netop er blevet fremlagt, er baseret på test, der er lavet i 2022.



