Godmorgen! Velkommen til denne torsdags overblik over nogle af dagens store historier.

S-udspillet om ret til tidlig pension fylder stadig i mediebilledet. Jyllands-Posten fortæller på forsiden af papiravisen, at den nye pensionsret først vil kunne bruges, når man har oparbejdet 47 års anciennitet – en pointe, som Berlingske også har beskrevet tidligere på ugen. Politiken, som vi vender tilbage til, har en historie om, at Miljøstyrelsen har givet danske landmænd dispensation til at bruge et sprøjtemiddel, der ellers er forbudt i hele EU.

Men først et kig på de seneste coronatal, der ser således ud:

Bekræftede smittede i Danmark: 15.940 (+85)
Indlagte: 1 (-2)
Indlagte på intensiv: 1 (+0)
Antal døde: 621 (+0)
Bekræftede smittede på verdensplan: 22.328.069
Døde på verdensplan: 786.303

Tal i parentes viser de seneste ændringer. 

Du kan læse mere om de danske tal her og de internationale tal her.

Nyt dokument forklarer: Regeringen har skiftet strategi i kampen mod coronavirussen

Vi begynder med en artikel fra Berlingske.

Da regeringen lukkede store dele af Danmark ned i midten af marts, skete det med en begrundelse om at undgå en overbelastning af sygehusene. I dag er antallet af indlagte nede på 16 personer. Men regeringen har skiftet strategi, så det handler ikke længere kun om indlagte. Nu handler det også om at begrænse antallet af smittetilfælde.

Så få som muligt må få sygdommen, også selv om det i høj grad er de unge og symptomfrie, der testes positive for virus.

Det fremgår af et dokument, der er oversendt til Folketinget 14. august.

Lektor i matematik ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen, der blandt andet har forsket i coronakrisen, har fulgt strategiskiftet nøje, og hans forskning har peget på, at det var vigtigt at ændre kurs. Men lige så vigtigt er det, at befolkningen forstår den afgørende ændring.

»Ellers kan det være sværere at skabe forståelse for, hvorfor tiltag som ansigtsmaske er vigtige,« siger han.

Læs mere her.

Ny beregning: Særskat af banker kan koste familier 1.400 kroner ekstra årligt

Regeringens bebudede særskat på finanssektoren vil ramme pengepungen hos helt almindelige familier.

Det viser nye beregninger foretaget af bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, efter at regeringen tirsdag offentliggjorde sit udspil til den nye ret til tidlig pension.

Et hovedelement i udspillet er, at den finansielle sektor – heriblandt bankerne – skal betale en stor del af regningen – et såkaldt »ekstra samfundsbidrag«, altså en skat.

Regningen kan sendes videre til kunderne i form af højere rente på udlån. For en normal dansk familie med to lønmodtagere i ejerbolig kan det betyde en ekstraregning før skat på knap 1.400 kroner om året.

Berlingske har talt med Socialdemokratiets skatteordfører, Troels Ravn. Han »ser ikke, at der kan være en mulighed for, at bidraget går ud over danskerne«, hvilket du kan læse mere om i Berlingskes historie om emnet.

Mette Frederiksen anerkendte på onsdagens pressemøde, at bankerne kan bestemme at sende regningen videre til kunderne. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har også forholdt sig til spørgsmålet, og han opfordrer kunderne til at skifte bank, hvis det sker.

Danske landmænd må sprøjte med pesticider trods EU-forbud

Vi skal videre til Politiken, der har en historie om et forbudt sprøjtemiddel. Det drejer sig om midlet diquat, som eksempelvis kartoffelavlere benytter til at beskytte mod svampesygdomme.

I februar blev sprøjtemidlet forbudt i hele EU, men Miljøstyrelsen har givet danske landmænd dispensation til at bruge stoffet. Begrundelsen er, at der ikke findes alternativer, der er lige så effektive. Ifølge en forsker, som avisen har talt med, er der ellers gode grunde til, at midlet er forbudt.

»Diquat kan udløse hjerneskader, herunder Parkinsons hos forsøgsdyr. Det er forargeligt, at Miljøstyrelsen bare dispenserer for brugen af diquat,« siger Jan Bert Gramsbergen, lektor emeritus på Syddansk Universitet.

Læs historien her.

Børn skal have test hurtigt, så de voksne kan komme tilbage på job

Vi skal videre til Jyllands-Posten. Familier med raske børn under 12 år får det nu lettere, hvis de har børn, der skal testes for covid-19. I dag skal raske børn under 12 år henvises til en test via egen læge. Men der er lang ventetid på test og svar, og det er uacceptabelt, mener Sundhedsstyrelsen. Styrelsen ændrer nu systemet.

»Fremover vil forældre til raske børn ikke skulle henvises til test via egen læge, men får en lettere adgang til at blive henvist til test, og det mener vi vil lette presset på testsystemet,« siger konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, til Jyllands-Posten.

Ændringen gælder ikke for syge børn, men Sundhedsstyrelsen forventer, at presset på systemet vil lettes, når man ændrer testadgangen for de raske børn.

Læs historien her.

Det sker i dag:

  • Venstre holder sommergruppemøde på Alsik Hotel & Spa i Sønderborg 20.-22. august. I morgen fredag klokken 12.45 vil der være pressemøde.

  • Venstre i Herning mødes i dag på Hotel Eyde for at finde deres kommende borgmesterkandidat. Den nuværende borgmester i Herning, Lars Krarup (V), har besluttet sig for, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg i november 2021, og dermed skal Herning Kommune uden tvivl have ny borgmester fra 2022.