Danmark var ikke klar til pandemien: »Vi har været advaret. Men det er, som om vi alligevel har tænkt, at det nok ikke ville ske«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, som i denne tid alle er præget af den omsiggribende coronavirus.

Læger gør klar til at behandle en fransk coronapatient, der blev overflyttet til et tysk hospital i Essen i går. Frankrig oplevede i går et betydeligt fald i antallet af coronarelaterede dødsfald. Fold sammen
Læs mere
Foto: Friedemann Vogel/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til en formentlig sjælden fredelig palmesøndag i de danske hjem.

Coronakrisens forsamlingsforbud betyder ganske givet aflyste påskefrokoster på stribe, og dermed kan mange danskere udskifte en ellers hektisk – og højlydt – dag i køkkenet eller ved påskebordet med en rolig tur i forårssolen. Hvis vi nu skal tage de positive briller på.

Dagens overblik står naturligvis i coronaens tegn, men lad os først få de dugfriske tal for coronasmittens udvikling:

Dagens tal

Antal bekræftede smittede i Danmark: 4.077 (ud af 39.928 testede personer).
Antal bekræftet døde i Danmark: 161
Antal bekræftet overstået infektion: 1.283
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 1.204.782
Antal døde på verdensplan: 64.849

Læs mere om de danske tal her og de globale tal her.

Værre end frygtet

Og så hopper vi videre til nyhedsoverblikket, hvor vi lægger fra land i selskab med Politiken.

Avisen har talt med læger på landets intensivafdelinger, hvor de allermest syge covid19-patienter behandles.

Og det er barske historier, lægerne kan fortælle.

De første erfaringer med coronasyge danskere tegner et billede af en sygdom, som er værre end frygtet. De syge har behov for at være i respirator i forbavsende lang tid, og sygdommen udvikler sig uforudsigeligt og ofte fatalt – selv for patienter i 20erne.

Patienterne »er simpelthen sværere at få stabiliseret, end vi havde troet«, siger Claus Lund, som er ledende overlæge på anæstesi- og intensiv afdeling på Hvidovre Hospital, til Politiken.

Beredskabet for ringe

Også Berlingskes tophistorie er præget af coronavirussen. Avisen har set nærmere på, om det danske beredskab på trods af talrige advarsler gennem årene grundlæggende var forberedt til en pandemi – altså en global epidemi som den aktuelle.

Svaret er ifølge førende forskere et rungende »nej«.

»Vi har vidst det. Vi har været advaret. Men det er, som om vi alligevel har tænkt, at det nok ikke ville ske,« siger tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen Else Smith.

Eksperterne peger på en række alvorlige huller i det danske beredskab:

Dels havde Danmark fra begyndelsen et uafklaret forhold til sin teststrategi. Derudover havde vi begrænset testkapacitet og en fatal mangel på værnemidler såsom håndsprit, masker, visirer og kitler, siger forskerne ifølge dagens Berlingske.

Löfven: »Tusinder vil dø«

I Sverige er statsministeren, socialdemokraten Stefan Löfven, for alvor gået i offensiven mod coronavirussen.

Hidtil har det primært været statsepidemiolog Anders Tegnell, Sveriges svar på Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, der har udtalt sig om den afdæmpede svenske strategi mod virussen, mens regeringen har forholdt sig afventende.

I et interview til avisen Dagens Nyheter tager Stefan Löfven nu de store ord i brug:

»Vi regner med, at tusinder vil dø. Vi kan lige så godt forberede os på det,« siger Stefan Löfven om covid19-sygdommen, der forårsages af coronavirussen.

Sveriges statsminister understreger desuden, at befolkningen skal forvente, at krisen vil vare »måneder, ikke uger«.

Presset hospital

Vi fortsætter dagens nyhedsrundtur hos Jyllands-Posten, der kan fortælle, at coronakrisen presser Regionshospitalet i Herning til det yderste.

Mens mange af landets sygehuse stadig har ledige pladser på deres specialindrettede covid19-afdelinger, er Herning-hospitalets grænse ved at være nået.

Sygehuset har cirka 50 coronapatienter indlagt, og ledelsen har derfor måttet bede regionens øvrige hospitaler om hjælp.

»Vores kapacitet er godt brugt. Der er indkaldt ekstra personale, og hvis ikke de andre hospitaler hjalp os, skulle vi indkalde yderligere personale,« fortæller lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest, til Jyllands-Posten.

Herning Kommune er en af de hårdest ramte kommuner vest for Storebælt, formentlig som følge af et stort hestearrangement i begyndelsen af marts i Messecenter Herning.

Donald Trump advarer om hård uge forude

Den amerikanske præsident, Donald Trump, advarer om en drastisk stigning i dødsfald relateret til coronavirus de kommende dage.

Donald Trump siger på et pressemøde sent lørdag aften dansk tid, at amerikanerne går ind i en af de hårdeste uger med »mange dødsfald«.

»Dette vil sandsynligvis være den hårdeste uge. Der vil være megen død,« siger Donald Trump på pressemødet.

USA kan dog ikke forblive lukket, forklarer præsidenten:

»Afbødningen fungerer, men igen, vi kan ikke ødelægge vores land. Jeg har sagt det fra begyndelsen – kuren må ikke være værre end problemet,« siger Donald Trump.

I USA er 8.488 coronapatienter nu døde, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University klokken 05.00 søndag morgen dansk tid. De seneste 24 timer er tallet steget med 1.336 nye dødsfald.

Positive toner sydfra

Vi slutter af med to af de mere positive nyheder fra udlandet, nærmere bestemt fra to af de hårdest ramte lande, Italien og Frankrig.

Frankrig registrerede i går 441 nye coronarelaterede dødsfald inden for det seneste døgn. Det er et betydeligt fald i forhold til dagen forinden, hvor der blev meldt om 588 døde coronapatienter på franske hospitaler.

I Italien faldt antallet af patienter, der er indlagt med coronasmitte på intensivafdeling, for første gang siden krisens begyndelse i landet i januar.

Der var lørdag 3.994 patienter indlagt på intensivafdelinger rundt om i Italien. Dagen forinden var antallet 4.068, skriver Ritzau.

Det sker i dag

For tiden er dette punkt hurtigt overstået – der sker ikke særligt meget i disse coronaramte tider. Faktisk giver de mere mening at fortælle, hvad der skulle være sket på en normal påskeforårsdag:

I dag skulle det legendariske cykelløb Flandern Rundt i Belgien være afviklet. Vietnams Formel 1 skulle være afviklet i Hanoi. Og i Danmark skulle »Årets smørebrød« være kåret i Tivoli. Alt dette er imidlertid aflyst.

Til gengæld holder den katolske kirke fast i traditionerne, når Pave Frans holder palmesøndagsmesse på Peterspladsen i Rom. Dog sker det uden tilskuere på grund af smittefaren – troende eller almindeligt nysgerrige må i stedet følge messen via Vatikanets livestream over nettet.

Nyd dagen – og freden – og god påske!