Sager, hvor USAs præsident Donald Trump tager livtag med sandheden, vil åbenbart ingen ende tage.
Mandag skete det igen.
I forbindelse med, at Det Hvide Hus offentliggjorde en liste med 78 påståede terrorangreb, hvoraf der nævnes tre i Danmark, langede præsident Donald Trump ud efter amerikanske medier og beskyldte dem for ikke at dække angreb begået af radikale islamister, fordi de sker så ofte.
»Det er nu nået til et punkt, hvor det ikke engang bliver dækket. Og den meget, meget uærlige presse har ikke lyst til at dække det,« sagde præsidenten i Tampa, Florida.
De tre danske episoder, som ifølge Donald Trump ikke i tilstrækkelig grad er nået ud til amerikanske lyttere, seere og læsere er:
Angrebet på Krudttønden og Den jødiske Synagoge i København februar 2015, foretaget af 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein. Han blev senere dræbt af politiet.
Angrebet på en politibetjent i september 2015, hvor en statsløs palæstinenser stak en politimand med kniv i Modtagecenter Sandholm. Betjenten overlevede.
Angrebet på to politibetjente ved Christiania i september 2016. Her skød og sårede hashhandleren Mesa Hodzic to betjente på Christiania under en anholdelse. Han blev senere dræbt i en skudveksling med politiet.
Man kan ikke påstå, at danske medier har forsømt at omtale de tre episoder på Trumps liste. Medier i USA kan på den anden side være undskyldt, at de ikke har omtalt episoderne i Sandholmlejren og på Christiania. Men angrebet på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge blev dækket bredt i mange lande også i USA.
Terrorekspert og lektor i politisk sociologi ved Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen undrer sig over, at f.eks. angrebet på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge er på en liste over terror, der ikke blev dækket.
Læs Carsten Bagge Laustsens og Rasmus Ugilt artikel »Kampen om terrorbegrebet« her.
»Det giver absolut ingen mening at hævde, at terrorangrebet ved Krudttønden ikke blev dækket. Dækningen var massiv og meget af den fokuserede i øvrigt på Omar el Husseins religiøse orientering og på det forhold, at Islamisk Stat efter angrebet tog ansvaret for det. Man får umiddelbart det indtryk, at det for den amerikanske administration er gået for stærkt. Det er samtidig også en gratis omgang for Trump, da der ikke bliver givet nogle kriterier for, hvad en tilstrækkelig dækning i givet fald ville være. Det virker, for at sige det lige ud, useriøst.«
På samme måde ryster terroreksperten på hovedet over, at episoderne i Sandholmlejren og på Christiania nævnes som eksempler på islamistiske terrorhandlinger al den stund, at handlingen for at kunne kaldes islamistisk terror, må være begrundet i en henvisning til islam. På Christiania var der tale om en anholdelse grundet hashsalg, og ikke om et planlagt angreb, der havde til hensigt at forstyrre den offentlige orden og sprede frygt. I Sandholmlejren var der en form for forbindelse til islam, men, som Carsten Bagge Laustsen siger, »ikke nok til, at man kunne begrunde det i forhold til handlingen.«
Se mere om den globale terror fra 1970 til 1915 her i Global Terrorism Database
Carsten Bagge Laustsen mener, Donald Trump bruger terrorbegrebet på sin 78-punkts liste helt bevidst, fordi det er et centralt begreb, vikæmper om, og som ændrer betydning på samme måde som solidaritet, frihed, lighed og retfærdighed, alt efter hvem som bruger det.
»Der findes forskellige versioner af disse begreber alt efter, om man fx er venstreorienteret eller højreorienteret. Og lidt det samme kan man sige i forhold til Trump, selv om striden her ikke så meget handler om definitionen af terrorbegrebet, som om de sammenhænge, hvor det legitimt kan anvendes. For Trump er terrortruslen en del af hans politiske legitimationsgrundlag, og han vil derfor gerne tale den aktuelle trussel op. Vi ser i øvrigt noget lignende på dele af højrefløjen herhjemme, hvor man via terrorbegrebet forsøger at dramatisere en række andre spørgsmål, ikke mindst spørgsmål relateret til flygtninge- og indvandrerpolitikken og spørgsmålet om grænsekontrol.«
Henvisningen til terror fungerer som en form for trumf i den politiske debat, mener han. Alle er enige om, at vi skal gøre nærmest alt for at undgå terroren, så hvis man kan få defineret en politisk prioritet som et spørgsmål om effektiv terrorbekæmpelse, har man allerede vundet en halv sejr.
»I den forstand kæmper vi lige så meget om de negative begreber som de positive. Hvis man kan beskylde nogen for at gå terroristernesærinde, har man delegitimeret dem som samtalepart. Og omvendt, hvis man siger, man gør noget for at undgå terror, kan man nærmest få alt igennem. Med andre ord: Terror er ekstremt normativt ladet begreb og som sådan udgør det et udsøgt våben, mener Carsten Bagge Laustsen.
»Hvis man siger, at noget er terror, er det næsten det samme som at sige, at vi står overfor en ekstrem ondskab. Og hvem vil ikke gerne bekæmpe den med alle til rådighed stående midler?«