Danmark deltager ikke i EUs militære operationer. Det gør lande som Norge, Tyrkiet og Brasilien derimod

På grund af forsvarsforbeholdet kan Danmark ikke deltage i EUs militære operationer. Til gengæld har en lang række lande helt uden EU-medlemskab gennem tiden deltaget i EU-ledede operationer. »Det fortæller mig, at forsvarsforbeholdet er absurd,« siger Venstres Bertel Haarder. Nye Borgerlige kan ikke se problemet.

EU har siden 2004 stået i spidsen for en fredsbevarende operation i Bosnien-Hercegovina med deltagelse af nationer også uden for EU-samarbejdet. Soldaterne, der her er fotograferet i det centrale Sarajevo, er dog fra Østrig. Arkivfoto: Armin Dorgut/AP/Ritzau Scanpix Armin Dorgut

Bertel Haarder sparede ikke på de historiske sammenligninger, da det i december 2002 stod klart, at Danmark måtte trække sine soldater hjem fra den fredsbevarende mission i Bosnien-Hercegovina.

»Jeg tænker med bedrøvelse på tilbagetrækningen fra Dannevirke i den kolde vinter i februar 1864. Nu skal vi have endnu en tilbagetrækning,« lød det resigneret fra den daværende europaminister fra Venstre.