Dagens overblik: Pifter mænd også efter jeres 13-årige døtre? Sådan lød spørgsmålet – flere hundrede kvinder svarede

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

Soulaima Gourani stillede på Facebook spørgsmålet: »Hvor gammel var du egentlig, første gang 'voksne' viste interesse for dig, dit barn eller dine venner?« Det fik flere hundrede kvinder til at dele historier fra barndommen, skriver Politiken.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Talia Herman

Det er blevet fredag og store bededag, men du skal ikke snydes for et nyhedsoverblik over nogle af dagens væsentligste historier.

En af de opsigtsvækkende historier handler om, at Bagmandspolitiet frafalder sigtelsen mod tre tidligere topchefer i Danske Bank. Mere om det senere.

Men først et kig på de seneste coronatal:

Drenges brug af hårde stoffer er højere i Gentofte end andre steder i landet – og det vokser

Vi begynder med forsidehistorien fra Berlingskes papirudgave.

Historien handler om, at drengene i Gentofte tager langt flere stoffer end pigerne i kommunen – og langt flere stoffer end deres jævnaldrende på landsplan.

Det viser en ny undersøgelse, der har kortlagt de unges indtag af rusmidler. Rapporten, som Center for Rusmiddelforskning står bag, viser, at der i Gentofte er sket en stigning i antallet af unge drenge, der gør brug af stoffer.

Berlingske har talt med ti unge fra Gentofte. En af drengene, som Berlingske har talt med, fortæller, at han ofte har splejset om en pose med et gram kokain for 500 kroner inden gymnasiefester.

Læs hele historien her.

Inger Støjberg med klar besked til syriske flygtninge: Nu skal I sige tak – og så skal I pakke jeres ting og tage hjem

I et stort interview i Berlingske i dag opfordrer tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) syriske flygtninge med en inddraget opholdstilladelse til at være taknemmelige og rejse hjem.

Syrerne har ifølge Støjberg ikke blot en juridisk pligt, men også en moralsk pligt, over for danskerne, der gav dem husly. Og nu bør de altså rejse hjem.

»For mig er det et spørgsmål om respekt, at man siger tak for hjælpen, pakker sine sager og tager hjem, når tid er – og den tid er nu,« siger Inger Støjberg, der var udlændingeminister, da de syriske flygtninge kom i tusindtal.

Hun mener, det vil være at sammenligne med intet mindre end et aftalebrud, hvis ikke syrerne rejser hjem i tilfælde af en inddraget opholdstilladelse – og hun opfordrer dem til at gøre det uden hverken protester, indvendinger eller spørgsmål.

»Jeg var minister, da de kom. Derfor ved jeg præcis, hvad aftalen var mellem dem og vi danskere – det var, at de kun ville få opholdstilladelse, så længe krigen rasede, og det var strengt nødvendigt,« siger hun.

Læs hele interviewet her.

Kommune vred på altanfirma: 88 altaner monteret ulovligt i én forening på Nørrebro

Vi skal forbi endnu en historie fra Berlingske.

Alene i én andelsforening har en af landets største leverandører af nymonterede altaner præsteret at levere 88 ulovligt monterede altaner, der ifølge Københavns Kommune ikke må bruges.

Bag problemerne står Sorø-firmaet Altan.dk, der har leveret altanerne til andelsforeningen Jojo på Nørrebro. Københavns Kommune kritiserer firmaet.

»Det er meget kritisabelt og stærkt uhensigtsmæssigt. Selvfølgelig kan der smutte en altan, måske to, og det kan vi håndtere, men at man lige smækker 76 ekstra altaner op og flytter 12 andre, uden tilladelse – det forventer jeg ikke af et professionelt firma. Det er helt upassende,« siger Rikke Sønderriis, der er områdechef i Center for Bygninger i Københavns Kommune.

Læs hele historien her.

Bag­mand­spo­li­ti­et fra­fal­der sig­tel­ser mod tid­li­ge­re top­che­fer i Dan­ske Bank

Sigtelserne for manglende overholdelse af lovgivningen til bekæmpelse af hvidvask mod tre forhenværende topchefer i Danske Bank droppes nu af Bagmandspolitiet, også kaldet statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK). Det skriver Børsen.

Der er tale om tidligere administrerende direktør Thomas Borgen, tidligere økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen samt tidligere chef for bankens internationale aktiviteter, herunder afdelingen i Estland, Lars Stensgaard Mørch. Den frafaldne sigtelse bekræftes af hovedpersonerne selv og for Thomas Borgens vedkommende gennem hans advokat.

»Jeg har i dag modtaget besked om, at SØIK har meddelt påtaleopgivelse overfor min klient, Thomas Borgen. Vi er naturligvis meget glade og lettede over, at sagen nu har fundet sin afslutning, og at også Søik efter mere end to års efterforskning, med gennemgang af tusindvis af dokumenter og efter afhøring af et meget stort antal personer, er kommet frem til, at der ikke er og var noget grundlag for en straffesag mod Thomas Borgen,« siger Thomas Borgens advokat, Peter Schradieck, til Børsen.

Læs artiklen i Børsen her. Du kan også læse om det i Berlingske her.

Tidligere administrerende direktør i Danske Bank, Thomas Borgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Pifter mænd også efter jeres 13-årige døtre? Sådan spurgte en kvinde – og så væltede svarene ind

Vi slutter af med en historie fra Politiken.

Foredragsholder og virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani fortalte på Facebook for nylig om en 13-årig pige, der oplevede at blive piftet efter på gaden af voksne. I opslaget spurgte hun, om folk eller deres børn havde haft lignende oplevelser selv.

Ifølge avisen fik det en del kvinder til at fortælle om upassende adfærd over for børn, herunder om befamlinger, tilnærmelser og tilråb. I Facebook-tråden er der flere hundrede kvinder, der skriver om upassende og grænseoverskridende adfærd over for børn, skriver Politiken.

»Det er skræmmende, at flere per automatik undskylder oplevelser med, at de (kvinder/børnene, red.) var tidligt udviklet. Det er sørgeligt, og det er pissetrist«, siger 46-årige Soffi Chanchira Larsen. Hun er blandt de kvinder, der har kommenteret opslaget.

Læs Politikens historie her.

Det sker i dag

  • I dag træder den nye, justerende model for nedlukning af sogne i kraft, så der skal højere smittetal til, før et sogn lukker ned.
  • EU-lande skal fremlægge en plan for, hvordan de vil bruge milliarderne i den kæmpe store hjælpepakke, som blev stykket sammen i 2020 for at hjælpe kriseramte lande på fode efter coronapandemien. Fristen for at fremlægge deres planer udløber i dag.
  • Følgende selskaber kommer med regnskaber for første kvartal: Chevron, Exxon Mobil, AstraZeneca

LÆS MERE