Da hun var færdiguddannet, troede hun, at jobjagten ville blive let: Nu har hun sendt 100 ansøgninger

I halvandet år har 25-årige Bahar Kirici ledt efter et arbejde. Hun vil bruge sin universitetsuddannelse, og hun er begyndt at afprøve nye veje på jobmarkedet. Alligevel er hun fortsat ledig, men nu skal hun til en jobsamtale. Berlingske følger de kommende uger Bahar Kirici og fem andre nydanskere i deres jobjagt og deres forsøg på at finde nye veje til beskæftigelse.

25-årige Bahar Kirici sidder med sommerfugle i maven i bilen på vej mod Odense. Foran hende venter en jobsamtale, og hun har forberedt sig grundigt. For hun vil virkelig gerne have det arbejde.

I mere end halvandet år har hun været ledig. Lige siden hun blev færdiguddannet i dansk og religion på Odense Universitet.