Den 23. februar besøgte Fødevarerejseholdet Mix Bazar på Frederiksborgvej i Nordvest. Igen. 

For Mix Bazar har i løbet af ét år fået 13 sure smileyer, skriver KøbenhavnLIV.

Det seneste besøg førte til, at Fødevarestyrelsen udstedte en karantæne på fire måneder, og dermed har Mix Bazar fået forbud mod at drive forretning i fire måneder.

Fødevarerejseholdet er en særlig enhed, der »går i dybden med de virksomheder, hvor den ordinære fødevarekontrol får mistanke om svindel eller andre ulovligheder,« skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

På trods af at rejseholdet nok er vant til lidt af hvert, siger Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarerejseholdet, til KøbenhavnLIV, at det eneste fortilfælde, han kan komme i tanke om, som minder om Mix Bazar, er den virksomhed, der før lå på samme adresse i Nordvest. 

»Jeg tror aldrig, at jeg har set noget lignende. Det skulle da lige være i en rapport fra 2017, hvor en virksomhed på samme adresse – under et andet navn – havde fået 42 sure smileys på fire år.«

Ikke egnet til mennesker

I kontrolrapporten fra besøget 23. februar kan man læse, at Fødevarestyrelsen først blev nægtet adgang til virksomheden. Derfor blev kontrollen gennemført i samarbejde med politiet.

14. februar var fødevarekontrollen også forbi, og her blev det vurderet, at en del af de udbudte frugter og grøntsager »bestemt ikke er egnet som menneskeføde«.

Det gjaldt blandt andet »tomater med spindelvævslignende vækst, råd og vævsnedbrud« og »artiskokker med skimmel på blade og stængel. Flere stængler har vævsnedbrud og begyndende råd«.

Virksomheden forklarede, at det skyldtes, at de endnu ikke havde sorteret varerne, som de plejede at gøre hver dag. Den forklaring vurderede Fødevarerejseholdet dog ikke var sand, står der i kontrolrapporten. 

KøbenhavnLIV skriver, at det har været i kontakt med den tidligere ejer af Mix Bazar. Han siger til mediet, at han solgte virksomheden 22. februar, men ønsker ikke at oplyse, hvem den nye ejer er. Han ønsker heller ikke at udtale sig derudover, skriver mediet. 

Berlingske har ringet og sendt en sms til den person, der står registreret som ejer i cvr-registret. Det er samme person, der ifølge registret har ejet virksomheden gennem flere år. Berlingske har i skrivende stund ikke modtaget svar. 

I cvr-registret fremgår det også, at virksomheden mandag har skiftet navn fra Mix Bazar ApS til Mix ApS.