Borgmester om tøven overfor kritisable daginstitutioner: »Vi skal have det op på næste møde«

Københavns Kommune har i to år kendt til dårlige forhold i daginstitutioner - uden at reagere hurtigt nok. Borgmester erkender, at det ikke er "acceptabelt, at der skal gå to år, før der bliver handlet". Hård kritik efter TV2-dokumentar.

Jesper Christensen BR_Jesper_Christensen
Jesper Christensen børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Socialdemokratiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard

Børn i lange grådseancer, som kaster Brio-tog og klodser efter hinanden. Et barn, der bliver kaldt »en kæmpe egoist«, da hun søger trøst hos en pædagogmedhjælper. Et barn, der giver helt op og gemmer sig på en afsides hylde i børnehaven.

I en 50 minutter lang TV2-dokumentar, der blev sendt tirsdag aften, afdækkes dagligdagen i to københavnske daginstitutioner. En dagligdag, som eksperter i dokumentaren kalder et »offentligt omsorgsvigt«.

Nu viser det sig, at Københavns Kommune i to år har vidst, at det var problemer i de to institutioner - allerede for to år siden gav det særlige tilsyn, der inspicerer institutionerne, en »rød smiley« til de to institutioner, en vuggestue og en børnehave, der siden har været under skærpet tilsyn af Københavns Kommune, men uden at kommunen siden har gjort yderligere.

»Og det er ikke godt nok, erkender Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S).

»Det er ikke acceptabelt, at der skal gå to år, før der bliver handlet.«

Tilsynet fungerer dog i sit store hele, vurderer han.

»Jeg synes vores tilsyn fungerer rigtig godt. Vi opfanger, det vi skal. Men det halter med at handle hurtigt nok og få rettet hurtigt op på de ting, som vi gerne ser forandret i daginstitutionerne. Der er instutioner, som har røde smileyer i en årrække, og her har vi brug for at se på, hvordan vi hurtigere kan rette op det.«

Hvorfor har I så ikke reageret, når i nu har dette tilsyn?

»Det har man også. Det er et tilsynskoncept, som vi har haft siden 2017. Og vi har reageret på de ting, som vi har opdaget. Spørgsmålet er så, om det har haft en effekt - hurtigt nok. Men vi har lukket en insitution i 2018, og flere institutioner er på skærpet tilsyn. Så der bliver handlet. Senest har vi i januar indført endnu mere tilsyn.«

I tilsynet går det igen, at de faglige kompetencer hos personalet kritiseres. Har I gjort noget ved det?

»Vi har udfordring med at tiltrække kvalificeret personale. En række af vores instutioner har problemer med at rekruttere. Vi har en målsætning om, at 66 procent af personalet skal være pædagoger, men vi har i gennemsnit kun 57 procents pædagoger ansat. Derfor har vi påbegyndt et samarbejde med pædagoguddanelsen, så vi i fremtiden sikrer os at tiltrække arbejdskraft.«

I har en målsætning om at nedbringe antallet af børnehaver med røde »smileyer«. Hvem har et ansvar for, at I når i hus med den målsætning?

»Det er en samspil mellem forvaltningen og det politiske niveau. Men det politiske og endelig ansvaret for, at vi får en højere kvalitet i dagtilbuddene er mit. Det står jeg gerne på mål for, og det er et ansvar, som står mig nært. Jeg ved, hvor vigtigt det er for de her børns muligheder fremadrettet.«

Er det så ikke også dit ansvar, at der er blevet handlet for langsomt indtil nu?

»Det er i hvert fald mit ønske, at vi skal have det her på dagsordenen. Vi skal have det op på næste møde. Det er en bestilling, jeg har lavet, at vi skal kunne skrue endnu hurtigere på de her knapper.«

Men er det dit ansvar, at der bagudrettet ikke har været hurtigere handling?

»Ja for den periode, hvor jeg har siddet er det jo. Men jeg synes, vi har truffet de rigtige beslutninger, og det kommer vi også til at gøre fremadrettet.«

Skal man være nervøs for at sende sit barn i børnehave eller vuggestue i København?

»Nej, man skal ikke være nervøs, og er man i tvivl, så skal man tale med sin pædagogiske leder. I forbindelse med denne situation har vi bedt vores institutioner om, at være ekstra opmærksomme og priorietere de her samtaler. Og så vil jeg gerne understrege, at i langt de fleste institutioner, er der ikke anmærkninger. Den sidste lille gruppe skal vi nok sørge for kommer i mål.«