Borgerlig borgmester har fået nok af Sjælsmark: »Mindst 51 grunde til at lukke dét center«

Forholdene for børn på Udrejsecenter Sjælsmark i Hørsholm Kommune er så elendige, at den konservative borgmester har fået nok. Fire ud af ti indberetninger om børns mistrivsel er om Sjælsmark-børn.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Asylbørnene på Udrejsecenter Sjælsmark har det svært: De er plaget af ensomhed, er urolige og har en uoverskuelig tilværelse. Samlet set er forholdene for børnene så hårde, at de er »egnet til væsentligt at vanskeliggøre børnenes opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse«.

Det fastslog Folketingets Ombudsmand kort før jul. Centret er ikke i strid med konventionerne, men ombudsmand Jørgen Steen Sørensen opfordrer politikerne til at lade børnene flytte ud af centret.

Og nu får debatten om de dårlige forhold på udrejsecentret, der huser 215 afviste asylansøgere, ny næring af en video, der har spredt sig på sociale medier, og som viser en femårig dreng på Udrejsecenter Sjælsmark, der bliver nægtet at få lidt broccoli og kartofler. Drengens far havde filmet episoden. Broccoli og kartofler var kun til børn under tre år. Af videoen fremgår det, at drengen får en banan og lidt salat.

I Hørsholm Kommune, hvor Udrejsecenter Sjælsmark ligger, har man det seneste år modtaget 51 underretninger om børnenes forhold på centret. En underretning er et udtryk for bekymring om et barns trivsel og udvikling.

På trods af at der ifølge tal fra Hørsholm Kommune kun er 118 børn på centret ud af kommunens i alt 5.235, udgør underretningerne alligevel over 40 pct. af de samlede underretninger, som kommunen i år har modtaget om børn.

Det har fået Hørsholms konservative borgmester, Morten Slotved (K), til at komme med et opråb til regeringen. Han mener, at de 51 underretninger præcis er 51 grunde til at lukke Udrejsecenter Sjælsmark.

»Det er tydeligt, at løsningen, regeringen har stillet op, ikke virker. For hvis den virkede, ville vi ikke have alle de indberetninger. Det viser jo, at centret ikke dur. Det løser ikke den opgave, som staten håbede på. Vi står med et center, hvor børnene mistrives. Det er åbenlyst og derfor en grund til at lukke det,« siger Morten Slotved.

Hørsholm Kommune har i år modtaget 51 underretninger om børn på Udrejsecenter Sjælsmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Borgmesteren peger på flere udfordringer ved Udrejsecenter Sjælsmark. Blandt andet utrygheden for både borgere og beboere på centret. Men hvor de afviste asylansøgere ellers skal opholde sig, forholder Morten Slotved sig ikke til.

»Det er ikke kun mine borgere i Hørsholm, der oplever utryghed. Det er også dem inde på centret. Det er ikke et sted, hvor man placerer en masse børn, og så er der bare trygt og godt, for det er tydeligt, at sådan er det ikke,« siger han.

»Vi skal have lukket det udrejsecenter. Staten skal finde ud af, hvordan man ønsker at behandle børnene og deres forældre.«

Vil det ikke bare være det samme problem, hvis man flyttede centret til et andet sted?

»Jeg tror, det skal løses på en helt anden måde. Men regeringen må finde ud af, hvad det er, den gerne vil, og finde ud af, hvordan man ønsker at behandle børn, som er udvist af landet,« siger han.

Ifølge Udlændingestyrelsen boede der 93 børn på Udrejsecenter Sjælsmark pr. 9. september 2018.