Mange meter under jorden, midt på Bornholm, har 18 soldater fra flyvevåbnet deres daglige arbejde foran computerskærme, der viser fly- og skibsaktiviteter i Østersøen. I de seneste år har skærmene vist stigende russisk flyaktivitet, blandt andet til og fra den russiske enklave Kaliningrad.
Men en bestemt dag i juni, hvor Bornholm lagde klipper til det årlige folkemøde, blev helt anderledes end de fleste. Den dag simulerede russiske bombefly et angreb på Bornholm. Chefen for folkene på radaren, kaptajn Max Ellegaard Hansen, er ikke synderlig i tvivl om, hvem russerne sigtede på. Nemlig ham selv.
»Jeg tror da nok, vi i givet fald ville få den første bombe her. Det ville da være logisk at fjerne det, der kan se,« siger Max Ellegaard Hansen.
Bortset fra russerne selv kan ingen være fuldstændigt sikre på, at russerne øvede sig i at angribe radarhovedet midt i Almindingen.
»Jeg kan ikke fortælle, hvad vi videregiver til Flyverstaben eller Forsvarets Efterretningstjeneste, men vi kan selvfølgelig se, i hvilken højde og på hvilken kurs man flyver, og hvornår flyene brækker af. Så har der været en flyvning i en profil, hvor man altså har konkluderet, at der var tale om et simuleret angreb.«
Så I kan vel se, når nogle fly flyver en angrebsprofil mod Bornholm?
»Enig, og det er da også mærkeligt. Et eller andet skal de jo øve sig på. Men vi havde da ikke lige set det komme.«
Trods de russiske naboers træning i at ødelægge radaren og dens besætning mener kaptajn Max Ellegaard Hansen ikke, at han og hans kolleger har grund til at bekymre sig.
»Vi er ikke ude i et koldkrigsscenarium i hvert fald. Vurderingen af de russiske flyvninger overlader vi i øvrigt til Flyverstaben og andre. Det er vel et eller andet med, at Putin gør det her for at vise, at han har lov til det.«