Børn og unge hvidvasker kriminelles penge uden at vide det – og risikerer fængsel

Jesper Hansens søn fik 700 kroner for at agere pengemuldyr. Især unge mænd stiller vidende eller uvidende deres konto til rådighed for it-kriminelle. Selvom intentionen er god, er gerningen strafbar med op til halvandet års fængsel.

Sidste år ringede Jesper Hansen til politiet for at fortælle, at han mistænkte sin søn for at være pengemuldyr. Robert Wengler

Jesper Hansens søn blev i december tilbudt 700 kroner af fremmede, der stoppede ham på gaden. Det eneste han skulle gøre? Modtage 3.000 kroner via MobilePay og derefter hæve pengene i en automat på Odense Banegård.

»Når man lige er gået ud af 10. klasse og ikke har nogen penge, er det et fristende tilbud,« siger Jesper Hansen, hvis søn sagde ja.