Et Eldorado for økonomisk kriminelle. Det er desværre det, Danmark efterhånden er blevet til.
I hvert fald hvis man spørger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.
Det drejer sig om danskere, der aldrig modtager de varer, de har købt på nettet. Danskere, der får misbrugt kortoplysninger eller bliver lokket til at hvidvaske kriminelles penge. Danskere, der mister hundredtusindvis af kroner til investeringssvindlere.
Altså er der tale om mere end en fordobling på to år, viser tal fra Nationalt Center for It-Kriminalitet (NCIK), Berlingske har fået aktindsigt i.
»Det er en skandale. Det må du meget gerne citere mig for,« siger Preben Bang Henriksen.
Formanden for Vestegnens Politiforening, Lars Wolsgaard, kalder det i et interview til Berlingske urealistisk, at politiet på nogen måde skulle finde tid eller ressourcer til at efterforske alle 45.000 sager.
»Det er simpelthen på ingen måde muligt.«

Justitsministeren kaldt i samråd
Det er ganske enkelt for ringe, at regeringen ikke har sikret, at politiet har ressourcer til at prioritere disse opgaver.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som vil tage spørgsmålet op med justitsminister Nick Hækkerup (S).
»Vi vidste ved seneste politiforlig, at det her var og ville blive et problem. De, der bliver snydt, mister tiltroen til retssystemet, hvis politiet ikke har ressourcer til at hjælpe dem,« siger Skaarup.
Preben Bang Henriksen har indkaldt justitsministeren i samråd.
»Det er klart, at jeg kommer til at spørge ministeren, om han mener, at de tildelte ressourcer er tilstrækkelige.«
Samtidig bør man ifølge Venstre-ordføreren overveje, om straffene for økonomisk kriminalitet er strenge nok til at afskrække kriminelle.
»I Danmark kniber det med efterforskning af økonomisk kriminalitet. Og skulle man være så uheldig at blive efterforsket og komme i retten, er det ikke de store domme, der følger med,« siger Venstres retsordfører.
»Hvis forbryderne kalkulerer, hvilket land man skal begå økonomisk kriminalitet i, så er jeg bange for, at Danmark kommer ind på førstepladsen.«

»Vi er kommet for sent i gang«
Også hos to af regeringens støttepartier, SF og De Radikale, ser man med alvor på den massive sagsophobning.
»Det lyder alt andet lige som en voldsom vækst,« siger De Radikales retsordfører, Samira Nawa, der vil tage problemet op med justitsministeren.
»Når så mange sager hober sig op, vidner det om, at der er flere sager, end der er tid til at efterforske, og det er et problem.«
Ifølge Karina Lorentzen, retsordfører for SF, har man ikke været tilstrækkelig forudseende.
»Nej. Vi er kommet for sent i gang med at få adresseret problemet. Det er et arbejde, der ligger foran os. Jeg tror også, det er kommet bag på politiet.«
Ifølge SF-ordføreren bør man afskaffe den regel, der betyder, at politikredse skal sende sagen videre til en anden kreds, hvis det viser sig, at gerningsmanden bor uden for området.
»Og så er vi nødt til at stille større krav til digitale handelsplatforme og til lånefirmaer, som låner penge ud på et meget spinkelt grundlag.«
Hækkerup: Politiet vil prioritere skarpere
I det politiforlig, som regeringen og en række partier indgik i december 2020, er der et særskilt fokus på håndteringen af sager om it-relateret økonomisk kriminalitet.
Blandt andet vil aftaleparterne give politiet nye værktøjer til at prioritere, hvilke sager der skal efterforskes.
Ifølge justitsminister Nick Hækkerup må politiet prioritere skarpere i fremtiden.
På et kommende møde skal partierne bag aftalen drøfte, hvordan man kan fastsætte retningslinjer for, hvilke typer af sager der efterforskningsmæssigt skal prioriteres.
»Det bliver ikke en nem øvelse, men den er nødvendig i lyset af de mange andre opgaver, som vi som borgere og politikere har en berettiget forventning om, at politiet skal tage sig af.«
Karina Lorentzen mener, at man godt kan diskutere, om det er politiets opgave at efterforske enkeltstående sager, hvor der er svindlet for små beløb.
»Der kan det godt være, at vi bliver nødt til at sige, at det tager politiet sig ikke af,« siger hun.
»Det er ikke specielt fair over for dem, der bliver snydt, men jeg tror, at vi bliver nødt til at fordre, at man gør sig nogle flere overvejelser, inden man køber på nettet.«

Den løsning er Dansk Folkepartis retsordfører bestemt ikke tilhænger af.
»Jeg kan godt forstå, at det er fristende at gribe til den løsning. Det er dog ikke holdbart, at vi gør det straffrit og legalt at snyde andre mennesker via nettet,« siger Peter Skaarup:
»Det kan gå rigtig galt for vores retssamfund, hvis man bare slår en streg over sager, som så slet ikke bliver efterforsket. Det ville være problematisk.«