Amal er flygtning, mor til fem og bruger sin uddannelse: »Jeg skulle ikke bare være hjemmegående, det er ikke mig«

Bioanalytiker, lønmodtager, mor til fem og indvandrer.

Amal Rifai trodser mindre gode odds, når hun hver dag trækker i sin hvide uniform, ifører sig det tilhørende tørklæde og tager blodprøver på de patienter, der lægger vejen forbi ambulatoriet på Nordsjællands Hospital.

I snart ni år har den 53-årige bioanalytiker haft sin daglige gang bag hospitalets gule mure, men en hverdag i arbejde er langtfra virkeligheden for alle indvandrere og efterkommere, når de står med eksamensbeviset i hånden – klar til at komme ud på arbejdsmarkedet.

En ny rapport fra hovedorganisationen Akademikerne viser nemlig, at nyuddannede med indvandrer- eller efterkommerbaggrund i gennemsnit er dobbelt så lang tid om at komme i beskæftigelse som dimittender med dansk baggrund, på trods af at indvandrere og efterkommere vælger netop de uddannelser, som erhvervslivet råber på. Uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi eller som Amal Rifai en sundhedsfaglig uddannelse.

»Jeg oplevede da udfordringer, da jeg søgte arbejde. Men jeg tror, at de bundede i, at jeg kun havde erfaring fra mit praktikforløb, fordi jeg ikke havde haft tid til at have et studiejob ved siden af uddannelsen, som mange af mine medstuderende havde. Jeg føler ikke, at det havde noget at gøre med, at jeg er indvandrer, og jeg føler ikke, at mit tørklæde var årsagen til, at jeg ikke blev ansat,« forklarer hun.

Tre måneder, en række ansøgninger og lidt hjælp fra en konsulent i kommunen skulle der til, før Amal Rifai kunne tage sine første spæde skridt ind på det danske arbejdsmarked.

Året efter stod hun med en fastansættelse i hånden.

Udfordringer under uddannelsen

Amal Rifai husker tydeligt, hvordan det var at komme fra skolebænken og ud på arbejdsmarkedet.

»Det var en stor lettelse for mig, da jeg havde fået min bachelor. Det var rigtig hårdt for mig at være under uddannelse. Man skulle i skole, i praktik og lave afleveringer, når man kom hjem, og det var et rigtig stort pres for mig,« fortæller hun.

Før uddannelsens begyndelse havde hele fem børn meldt deres ankomst, og desuden var sproget en stor udfordring for Amal Rifai, der kun havde fået sparsom danskundervisning.

»Det var rigtig hårdt, at jeg skulle gøre en større indsats end de andre elever. En almindelig studerende ville normalt bare læse litteraturen, men jeg blev nødt til at læse tingene fire gange for at forstå stoffet. Det var jo ikke det »almindelige dansk«, som jeg havde lært – det var akademisk dansk, og derfor var jeg nødt til at læse det flere gang for at forstå det,« forklarer hun.

Børnene skulle dog vise sig at komme hende til undsætning, når udfordringerne på skolebænken blev for store.

»Jeg fik faktisk hjælp af mine børn under uddannelsen, især af min søn, som studerede på HTX og DTU, imens jeg selv var under uddannelse. Statistik var rigtig svært for mig, så jeg fik hjælp i familien, så jeg kunne gennemføre uddannelsen,« forklarer hun.

Alligevel er det et positivt indtryk, Amal Rifai har af bioanalytikerskolen, og det eneste, hun fortryder, er da også, at hun ikke fik børnene under sin uddannelse, så hun kunne have startet den lidt tidligere.

»At læse bioanalytikeruddannelsen er et af de bedste valg, jeg har taget. Det er en af de bedste oplevelser, jeg har haft i Danmark. Uddannelsessystemet i Danmark er fuldt af muligheder,« siger hun.

Ambitioner med rødder i Libanon

Valget af uddannelse var ikke tilfældigt for Amal Rifai, der altid har haft høje ambitioner for sit liv. Ambitionerne har rødder helt tilbage i en flygtningelejr i Libanon, hvor hun voksede op med otte søskende og to hårdtarbejdende forældre, inden hun i 1988 flygtede til Danmark med sin mand.

»Siden jeg var lille, har jeg haft en drøm om, at jeg skulle blive til noget. Jeg er vokset op i en familie, som har støttet mig hele vejen. Mine forældre har altid haft ambitioner på vegne af os børn, og de ville gerne have, at jeg blev til noget og blev højere uddannet end dem selv,« fortæller hun.

Hun er sikker på, at hendes familie og budskabet fra forældrene har haft stor betydning for, hvordan hendes liv ser ud i dag.

»Jeg skulle ikke bare være hjemmegående – det er ikke mig. Jeg ville gerne finde mig selv og lave noget – det var tankegangen i min familie. Og jeg tror, at man bliver påvirket af de mennesker, man har omkring sig,« siger hun og griner lidt, da hun fortæller om den noget utraditionelle familie, hun voksede op i.

Hendes mor arbejdede dag og nat som jordemoder, imens hendes far passede de ni børn ind imellem sine frisørkunder. Sådan er det ifølge Amal Rifai langtfra i alle familier i hjemlandet.

»Jeg tror, det har noget med vores kultur at gøre, at det er forskelligt, hvornår man kommer i arbejde. I vores hjemland skal konen passe børn, og manden skal arbejde og forsørge sin familie,« forklarer hun og fortsætter:

»Når man kommer til Danmark, så handler det om at forstå, at det er en anden kultur her, hvor børnene går i vuggestue og børnehave, og at der slet ikke er nogen grund til at være hjemmegående.«

Netop den opfattelse har hun også taget med sig ind i sin egen familie, der i dag tæller fem børn – alle efterkommere og alle med en uddannelse i rygsækken.