Berlingske udnævner ny nyhedschef og journalistisk chef

Peter Burhøi og Michael Alsen er i dag udnævnt til henholdsvis ny nyhedschef og journalistisk chef på Berlingske efter Simon Andersens skifte til Radio Loud.

Berlingskes to nye chefer: nyhedschef Peter Burhøi (tv.) og journalistisk chef Michael Alsen (th.). Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tirsdag blev Berlingske-nyhedschef Simon Andersen udnævnt til programdirektør og chefredaktør for Radio Loud.

Det giver plads til nye stærke ansigter i Berlingskes redaktionsledelse.

Peter Burhøi, 42, bliver ny nyhedschef med ansvar for at drive og koordinerer store, aktuelle dagsordener på tværs af Berlingskes redaktioner.

Samtidig bliver Michael Alsen, 34, journalistisk chef med ansvar for at drive kritiske og udfordrende journalistiske projekter, der passer til Berlingskes profil og læsere. Også på tværs af Berlingskes stærke fagredaktioner.

»Michael Alsen og Peter Burhøi er begge garanter for kritisk kvalitetsjournalistik. De kender Berlingskes læsere og mål i dybden. Jeg er sikker på, at vores læsere vil få endnu mere af den tydelige og gennemarbejdede Berlingske-journalistik med de to som en del af vores redaktionelle ledelse,« siger chefredaktør Mette Østergaard.

Peter Burhøi kommer fra en rolle som nyhedsredaktør på Berlingske, hvor han gennem de seneste år har ageret daglig general fra Berlingskes newsroom. Det er den rolle, han nu udvider til at have en drivende og koordinerede rolle på tværs af Berlingskes redaktioner med fokus på, hvad der aktuelt rører sig.

»Peter er et sjældent og stort ledelsestalent, der har en stærk journalistisk dømmekraft og et skarpt øje for strategi. Han er den perfekte nyhedschef, når vi skal dissekere, hvilke nyheder vi vil prioritere til Berlingskes læsere og sørge for, at de formidles tydeligt og vedholdende,« siger chefredaktør Mette Østergaard.

Burhøi er tidligere nyhedschef på Urban, redaktør på Politiko, christiansborgjournalist og altså senest nyhedsredaktør. Han har været i Berlingske Media i 15 år, 10 af dem på Berlingske. Han bor på Østerbro, er gift med Julie og har to piger.

Michael Alsen er netop hjemvendt til København efter gennem de seneste to år at have været avisens korrespondent i Bruxelles.

»Michael Alsen har en frækhed, skarphed og en fremragende pen, som læserne vil få gavn af i spalterne. Han bliver afgørende for at drive og lede store journalistiske satsninger, og med hans vilje og evne til at drive både journalistikken og sine kolleger frem mod det ekstraordinære er han det oplagte valg som ny, journalistisk chef på Berlingske,« siger Mette Østergaard.

Michael Alsen har været på Berlingske siden 2014. Først på det hedengangne nyhedsbureau, BNB, siden på Berlingske Business og altså senest som korrespondent.

Han bor på Nørrebro og har en datter.

Begge bliver en del af Berlingskes redaktionelle ledelse med reference til Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard.