Længslen var der allerede. Men da naturen gennem coronaen mindede det moderne menneske om, hvor små vi er, blev længslen mod jord, skov, sten og vand forstærket. Berlingske tilbragte i det sene efterår nogle timer med kokken Nikolaj Kirk på Amager Fælled for at opleve den gennem ham.
Kranerne dominerer som altid Københavns skyline som tegn på byens ufravigelige udvidelse. Længst mod øst rejser hovedstadens tårne sig, mens resten af horisonten rundt om Amager Fælled bliver brutalt brudt af Ørestads beton, der stadig mangler sin længe ventede sjæl, af H.C. Ørstedsværkets kulsorte skorsten og af de kraner, som end ikke coronaen har kunnet stoppe.
Trafikstøjen fra metroen og bilerne langs Ørestads Boulevard og Vejlands Allé trænger tydeligt gennem den flimrende novemberstøvregn. Nikolaj Kirk ænser det kun, da jeg spørger, om al den civilisation ikke generer ham, mens vi bevæger os gennem Lærkeslettens høje græs, hvor tårnfalken jager over os, og rålammene ligger i skjul for omverdenen.
Han er så koncentreret, så fascineret af hvert eneste lille habitat i den langt mere afvekslende natur, end det utrænede øje kan se på Amager Fælled, at han falder ind i en verden, der sine steder trækker tusindvis af år tilbage med oprindelige arter som snerre og mjødurt, og andre steder, andre dage, blot rummer de første timer af en en nyfødt ugleunges liv eller en vandsalamanders første skridt. Når han ænser omgivelserne, synes han mest af alt, at det giver området noget særligt. Det er natur i byen; det der dannede ham fra barndommen, og hjortene, ugleungerne og de vilde heste er alle københavnere som ham.
»Det er næsten som Central Park i New York,« siger han, selvom vi højst kommunalteknisk er midt i København. Reelt befinder vi os temmelig langt ude på Amager.
Men sådan ser han det ikke, og derfor er det måske det sted, der opsummerer ham bedst. En konkretisering af hans svar på, hvorfor han ikke for længst er flyttet på landet.
»Fordi jeg er københavner. Jeg elsker byen. Jeg kommer aldrig til at bo på landet,« siger han og fryser i bevægelsen, fordi han langt inde mellem det høje græs har fået øje på et af lammene.
Både som den ene del af det stadig mere sete tv-program »Nak og Æd« og som personificeringen af kampen for Amager Fælled, er han en del af den længsel tilbage til naturen, som kun synes intensiveret under coronaen. Det er derfor, jeg nu traver i hælene på ham for at opleve det, han oplever, når han forsvinder, ikke i sin egen verden, men i naturens verden.
På nær de anlagte grusstier, hvor alle hundelufterne og kondiløberne hilser, er det vildt og uplejet. Råt. Natur, der bliver overladt mere til sig selv end det meste. Selvom han anerkender, at Frederiksberg Have eller Dyrehaven også har deres berettigelse, så er det den vildtvoksende natur med ufremkommelige krat og lave vandhuller, hvor han kan forsvinde fra omverdenen, der står hans hjerte nær.
»Jeg vil allerhelst gå selv. Jeg hader, når jeg får sagt ja til, at en af mine kammerater skal med. Det er frygteligt, for så skal der snakkes. Det er virkelig en pestilens, så det prøver jeg altid at undgå. Jeg siger, jeg ikke kan, og tager herud alene. Jeg har ikke brug for andre mennesker; mit arbejde er at lave mad til mange mennesker, at snakke med mange mennesker. Jeg møder mennesker hele tiden, som vil et eller andet, så der er intet federe end at have fri og være fuldstændig alene.«
Han vil være alene med vinden, lydene, pibetobakken, guldsmeden, ugleungen eller rørdrummen, der gemmer sig et sted i rørskoven, hvor ingen kan se den, og den ikke ville være, hvis sivene, som en rørskov består af, var væk.
»Den har en rigtig sjov lyd,« siger han og forsøger at efterligne lyden.
»Man er ikke i tvivl om, at den er der. Hvis man får et billede af den, så bliver man bare stor blandt ornitologerne. Det svarer til at komme ind i anden halvleg og hive sejren hjem i sidste minut,« siger han med sin umiddelbare begejstring over, hvordan det hele hænger sammen, mens han leder efter åbningen til søen uden vand, Grønjordssøen, der til tider tørrer ind til den grønligt mudrede bund.
»Det var derovre, vi ventede på ræveungerne,« peger han, da vi er midt ude i søen.
Hans datter er, som det altid bør være for børn, undtagelsen. Hun er altid med, hvis hun vil fange salamandere eller holde en frø. I sommer ville hun så gerne se ræveungerne, men hun er syv år, og man skal sidde helt stille og vente længe, så de aftalte, at hun kunne sidde med sin iPad og høre lydbøger i hovedtelefoner og få et stykke lakrids, mens han holdt øje og prikkede hende på skulderen, når ungerne kom frem i skumringen.
Der sad de i det næsten selvlysende grønne, gule og orange græs, der ikke bliver mindre smukt og betydningsfuldt af, at han har set hele verden, i halvanden time, indtil han prikkede til hende, så hun blev en pige fra Islands Brygge, der har set ræveunger i sin egen by.
»Så fik hun set dem løbe og hoppe og slås. Verden er jo fantastisk alle steder, også her. Det er, hvad man gør det til. Jeg kan godt lide at se lyserøde floddelfiner i Amazonas, men jeg kan fandeme også godt lide at se tre nyfødte ræveunger boltre sig i solnedgangen på Amager Fælled.«
Når han er afsted uden hende, kæmper han for at sidde stille og lade kedsomheden overmande sig, så han kan nå hinsides den, hvor andre tanker findes.
»Det er jo en pestilens at sætte sig i frost i to timer og vente på et dyr. Der sker ikke en dyt, og det er virkelig en kamp med en selv, og derfor når du helt ud til roen,« siger han og afbryder sig selv, fordi han er kommet i tanke om, da han hver aften kunne følge med i to halvstore spurvehøgunger øve sig i at fange fugle.
»Hold kæft, hvor var de dårlige. Det var skidesjovt. De sad helt forpustede på sådanne nogle pinde. Spurvehøgen er sej. Den kan nakke en hel due, men den spiser kun brystkødet. Den vil kun have det bedste. Så sidder alle kragerne og venter, for de er intelligente og ved, at der er gratis mad, når spurvehøgen jager.«
Han fortæller senere, mens vi leder efter de vilde heste, der skal udpine Strandengen, så snerren og mjødurten får en chance mod græsset, om rovfugletrækket af musvåger og fjeldvåger, der kom ind fra Norge og Sverige på deres vej mod Afrika for en måneds tid siden og altid rammer Amager Fælled for at følge de grønne kiler i Københavns fingersystem.
»Det er megasjovt, når de kommer, for så går alle fælledens krager i luften sammen, for de skal satme ikke have en konkurrent. Så vælter det op med krager overalt. Normalt kæmper de indbyrdes, men de slår sig sammen om at give de store rovfugle et ordentlig lag tæv.«
De vilde heste står sky i en lille lysning i krattet, som de hjælper med at holde nede. I baggrunden kører metroen. Det er her, Københavns Kommune ville have givet tilladelse til opførelse af de 2.500 boliger, som Nikolaj Kirk sammen med andre fik forhindret. Han regner det ikke som en endelig sejr. De er nærmere foran ved pausen. Kommunen har kig på Lærkesletten, hvor tårnfalken flyver, og ugleforældrene finder mus til deres unger, og rålammene hopper gennem det høje græs, hvor lærkerne yngler.
Han har mistet en tiltro til politikerne i kampen. Deres manipulationer, grænsende til løgne, er for omfattende og forvrider virkeligheden så meget, at det udgør en trussel mod det oplyste demokrati. Som når daværende overborgmester Frank Jensen konsekvent omtalte Strandengen som et område, der underforstået var så værdiløst, at det havde været udlagt til losseplads, indtil han til sidst tilsluttede sig folkestemningen og meddelte, at de 2.500 boliger skulle bygges et andet sted.
»Det har aldrig været en losseplads. Jeg har ikke personligt noget mod sådan en som Frank Jensen, der var overborgmester på det tidspunkt – hvad han laver i sin fritid, rager mig en høstblomst. Det handler om at få Rådhuset til at forstå, hvad de er ved at ødelægge, og man må stadig spørge, om de københavnske politikere kan se sig selv i øjnene.«
Der er for mange gratis floskler i politik. For få, der påtager sig ordenes ansvar. I kommunens handlingsplan om bynær natur er punkt et for eksempel, at diversiteten ikke må gå tilbage. Alligevel er planerne om boliger på Strandengen nu blandt andet skubbet til Lærkesletten på Amager Fælled, som er et habitat for flere arter.
»Politikerne er så dumme inde på det rådhus. De tror, de har reddet Amager Fælled. Men de forstår ikke, hvordan det hænger sammen. De forstår ikke, at uglerne bor i det høje træ, men skal have åbent land for at kunne jage til ungerne. Sådan hænger det hele sammen.«
Det bliver især grelt i Socialdemokratiets tilfælde, mener han, for i en af sine første taler som statsminister sagde partiets leder, Mette Frederiksen, »at det er tid til at passe på de fugle, vi synger om i vores børnesange«, og omtale det som noget fundamentalt for hendes virke. Senere skrev hun direkte i en kronik, at der bliver færre og færre af de lærkereder, vi synger om.
»Altså børnesange som »Jeg ved en lærkerede«. Hvor er det nu, lærken yngler i København? Det er kun på Lærkesletten, som de nu vil bygge væk,« siger han og sukker i et vantro grin og kommer i tanke om, at vi skal se til det rævekadaver, som han har holdt øje med i et år.
Kampen om Amager Fælled er en strid på det helt konkrete, lokale niveau, som udkæmpes på baggrund af en langt større strid om menneskets rovdrift, der er ved at få naturen og selve klimaet til at segne. I takt med fornemmelsen af, at noget er ved at gå uopretteligt tabt, er der opstået en længsel mod naturen, som blandt andet er basis for Nikolaj Kirks 11 sæsoner med »Nak og Æd«, som coronaen blot har forstærket.
Virus viste for første gang den moderne dansker, at vi uagtet alle fremskridt i sidste ende er underlagt naturen, og som man bare kan skæve til sommerhussalget for at konstatere, så var det naturen, vi søgte mod.
Det gjaldt også for Nikolaj Kirk og hans lille familie. De var sammen som familie på en anden måde. De tog sammen på fælleden. I dag beskriver han det som sit livs mest skelsættende naturoplevelse, fordi han oplevede både sin familie og naturen på en anden måde. Han mener også, at alle storbymennesker har godt af et wakeupcall fra naturen. Han kender voksne forældre, der ikke ved, hvordan man fanger haletudser, og spørger, om frøer er giftige.
»Vi er lige blevet kåret til det land i Europa med næstmindst vild natur, fordi vi har brugt pladsen til alt mulig andet. Det er derfor, vi hele tiden får at vide, at vores sommerfugle har det dårligt, vores vilde bier har det dårligt, fuglene har det dårligt. Det handler om plads, venner. Det er punkt nummer et. Hvis vi vil have insekter, dyr, planter, så må vi sætte plads af,« siger han og associerer sig frem til, at der ikke bare er i byen og på landet og på kortet, men også i selve livet:
»Vi har så skide travlt og har i mange år bundet lykken op på at have den rigtige bil og den rigtige stol. Coronaen er et wakeupcall, for når man ikke kan andet, så ender man i naturen og opdager, hvor fed den er, hvor dejligt det er at få røde kinder igen og komme hjem til varm kakao. Det, tror jeg, er sundt.«
