Allerede i 2012 begyndte advarselslamperne at blinke hos Bagmandspolitiet i forbindelse med sagen om den 64-årige medarbejder i Socialstyrelsen, som er mistænkt for at svindle for 111 millioner kroner fra de såkaldte »Satspuljemidler«.

Pengene var tiltænkt samfundets svageste, men i stedet blev store summer overført til den 64-årige medarbejders private konti. Herfra skulle store pengebeløb være gået til blandt andet at finansiere en ridekarriere for den 64-årige kvindes datter.

Men ifølge Bagmandspolitiet kunne det omfattende svindelnummer være blevet opdaget for år tilbage.

»I forbindelse med efterforskningen af den aktuelle svindelsag kan jeg helt nøgternt konstatere, at det daværende SØK (forkortelsen for Bagmandspolitiet frem til 2012, red.) blev advaret om nogle mistænkelige kontooverførsler tilbage i oktober 2012,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen onsdag og uddyber:

»Oplysningerne blev ikke efterforsket hos SØK, men alene oversendt til Skat som en sag om mulig skatteunddragelse. Efter min vurdering var det en fejl.«

111 millioner kan blot være begyndelsen

Ifølge en pressemeddelelse fra Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som også er kendt som Bagmandspolitiet, forelå der advarsler om »mistænkelige kontooverførsler« fra den 64-åriges private konti fra henholdsvis 2014 og 2016.

Vores efterforskning tyder på, at den mistænkte har svindlet i en længere årrække end først antaget.

Samtidig fremgår det, at SØIK på baggrund af nye oplysninger fra de seneste to uger har valgt at udvide den formodede periode, hvor svindlen er foregået på baggrund af nye mistænkelige overførsler.

»Vores efterforskning tyder på, at den mistænkte har svindlet i en længere årrække end først antaget. Nemlig helt tilbage til 1997. Det betyder også, at vi forventer, det samlede beløb kan blive højere end 111 millioner kroner,« siger Morten Niels Jakobsen.

Det store spørgsmål er nu, hvor meget større den i forvejen opsigtsvækkende sag kan blive.

Særlige privilegier

De nye overførsler bygges ovenpå de 274 udbetalinger, som allerede er afdækket i perioden 2002 til 2018. Gennem de 16 år skulle der samlet set være blevet svindlet for op imod 111 millioner kroner.

Pengene skulle angiveligt være bevilget til projekter, men dele af det budgetterede beløb blev i stedet overført til kvindens private konti, som da den 64-årige ifølge Ekstra Bladet skulle have svindlet 68.743 kroner fra et projekt for mennesker med psykiske lidelser i Nyborg Kommune.

En af grundene til, at den nu efterlyste medarbejder i Socialstyrelsen kunne udbetale pengene, skulle angiveligt være forbundet med hendes anciennitet i Socialstyrelsen, hvor hun ifølge Børne- og Socialministeriet »har haft særlige rettigheder og privilegier, og hun har haft en betroet stilling i tilskudsadministrationen«.

Penge skulle bl.a. være brugt på heste, et stutteri på Vestegnen og en andel i en sydafrikansk safaripark. Siden er yderligere tre personer sigtet i sagen.

Den 64-årige medarbejder blev i forbindelse med at svindelnummerets offentliggørelse fængslet in absentia. Hun er dog fortsat på fri fod og efterlyst internationalt.