B.1.1.7 vurderes nu at være dominerende i Danmark, siger myndighederne

Alle regnede med, at det ville ske, og nu er det sket: Den britiske coronavariant vurderes at være den dominerende variant i Danmark. Det oplyser en indsatsgruppe bestående af regeringen og myndigheder.

 
Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: DR, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Virusvarianten B.1.1.7, der i daglig tale kaldes den britiske variant, vurderes nu at være den dominerende type virus i Danmark.

Det skriver indsatsgruppen for covid-19-håndtering.

Indsatsgruppen består af blandt andet de sundhedsfaglige myndigheder, herunder direktøren fra Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og en faglig direktør fra Statens Serum Institut (SSI), ligesom Rigspolitiet er repræsenteret. Finansministeriet og Erhvervsministeriet deltager som observatører i indsatsgruppen.

Dermed er det gået som forventet, for blandt andre SSI og flere eksperter har regnet med, at den britiske variant ville tage over fra den hidtil mest udbredte variant af coronavirus.

For lidt over en måned siden forudså forhenværende direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen i Berlingske, at varianten højst sandsynligt vil være dominerende meget snart.

»Det er en kraftig, eksponentiel vækst og vil formentlig betyde, at den engelske variant vil være dominerende i løbet af ganske kort tid – måske en måneds tid eller endda mindre,« lød det.

Flere steder i landet er smitten på tilbagetog, og fire kommuner har fredag morgen en incidens på nul med nul smittetilfælde de seneste syv dage.

Smitten med den britiske variant skal man imidlertid ikke tage fejl af, skriver indsatsgruppen, for den spreder sig langt hurtigere end den ellers velkendte variant.

»Epidemien er aktuelt på et lavpunkt, men i takt med den stigende smittespredning med B.1.1.7, der nu antages at være det dominerende virus i Danmark, forventes det fremadrettet at se stigende smittetal drevet af det højere kontakttal for B.1.1.7 på trods af de nuværende restriktioner,« skriver indsatsgruppen i risikovurderingen.

I risikovurderingen har samtlige af landets regioner i lang tid ligget på skalaens top – niveau fem. Region Nordjylland er dog rykket et trin ned ad listen og ligger på niveau fire, da forekomsten af B.1.1.7 er lav ligesom smittetrykket generelt.

To steder ligger i den absolutte top af SSIs liste over smitte. Det er Ishøj Kommune og Kolding Kommune.

Kolding har oplevet udbrud på skoler og tegner sig fredag for 199 smittetilfælde de seneste syv dage, hvilket udgør en incidens på 214 smittede pr. 100.000 indbyggere i kommunen.

I næste uge skal partierne forhandle om en mulig genåbning fra marts, hvor de nuværende restriktioner står til at udløbe. Et politisk flertal uden om regeringen er nu for en genåbning, efter at SF i tirsdags meddelte, at de også mener, at der skal genåbnes de steder, hvor smitten er lav.