Der bliver færre hjemløse personer i København.
Det viser en undersøgelse, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har foretaget.
Antallet er faldet med fem procent – fra 1.442 københavnske hjemløse i 2019 til 1.370 personer i 2022.
Også på landsplan er antallet faldet. Her er antallet af hjemløse faldet fra 6.431 til 5.789 i den treårige periode. Det svarer til et fald på ti procent.
Tallene er opdelt efter om de hjemløse overnatter på gaden, på herberger eller eksempelvis hos venner.
Ifølge opgørelsen er antallet af hjemløse, der bor på gaden i København, faldet fra 198 til 155 personer. Der er også sket et fald blandt hjemløse, der overnatter hos familie og venner.
Til gengæld er der flere, som overnatter på herberger og i varmestuer. Men samlet er antallet af hjemløse altså faldet.
Målet er nul ufrivilligt hjemløse
Trods den positive udvikling er der brug for at gøre mere for at bringe antallet af ufrivilligt hjemløse ned.
Det mener socialborgmester i Københavns Kommune Karina Vestergård Madsen, der er medlem af Enhedslisten.
»Selvom antallet er faldet, er der stadig alt for mange, der lever i ufrivillig hjemløshed. Vi er nødt til at sætte mere turbo på vores indsats for at udrydde hjemløshed. Det er helt tydeligt, at vi stadig har et stort arbejde foran os, hvis vi vil nå i mål med, at ingen skal være ufrivilligt hjemløse i København,« siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.
Hun kalder det »helt afgørende«, at flere får deres egen bolig.
»Derfor skal vi sammen med boligorganisationerne finde boligerne, så vi bedre kan matche den enkelte hjemløse med den rigtige bolig. Derfor har vi brug for forskellige typer af boliger – også skæve boliger og botilbud,« lyder det fra socialborgmesteren.




