Nærmer vi os virkelig et »klimaslutspil«, der kan føre til vores undergang? Her er eksperternes dom

Mens heden raser i Europa, løfter en række forskere fingeren: Vi ved slet ikke nok om de værste følger af de klimaforandringer, vi selv har skabt – om de i sidste ende kan føre til »udryddelse af menneskeheden«. Ekspert erkender, at »flere og flere vinduer lukker sig«, mens klimaprofessor kalder de mest optimistiske klimascenarier for »utopier«.

Mange har utvivlsomt den opfattelse, at klimaet allerede er gået amok. I hvert fald i nogen grad.

Den aktuelle tørke i Europa er decideret destruktiv og i flere regioner historisk enestående. I sidste måned kogte Storbritannien i de højeste temperaturer, der nogensinde er målt i landet, og for få dage siden druknede megabyen Seoul i Sydkorea i ubegribelige mængder nedbør.