Med Anne Marie Carl-Nielsens soloudstilling skriver Glyptoteket hende ind i kunsthistorien som en af det forrige århundredes vigtigste danske kunstnere. Et udsnit af hendes gipsskitser er udstillet hvidt i hvidt i salene og illuderer det værksted, den lille firskårne dame arbejdede ihærdigt i helt frem til sin død i 1945.
Uddrag af anmeldelsen:
»På Glyptoteket er hendes gipsarbejder installeret på kridhvide gulve og vægge, som illuderer det værksted, Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede i helt frem til sin død, hvor hun holdt det sidste stykke ler smidigt med våde bomuldsklæder for at få greb om sin Margrete 1.
Det giver værkerne intensitet og kalder på opmærksomhed. I alle hendes skitser kan jeg fornemme hendes fingeraftryk, der arbejdede sig ind på livet af materialet. De var så dybe, at de visse steder går igen i afstøbningerne, ja, så jeg nærmest kan se de fine linjer fra hendes hud.«