Sidste chance: Den havde premiere i 2019. Men 80.000 har indtil videre købt billetter til Det Kongelige Teaters og teaterchef Kasper Holtens overdådige opsætning af Peter Shaffers efterhånden halvgamle skuespil »Amadeus«. Og det forstår man godt.
»Amadeus« samlede skuespil, ballet, opera og kapel til en overdådig version af historien om den gudsbenådede Mozart og hans onde ånd, den middelmådige hofkomponist Salieri. Det var en forestilling, der ramte klokkerent i forhold til, hvad en nationalscene også skal kunne, og som ingen andre her i landet kan. Det gamle teater spillede med musklerne og skabte en flot og lødig forestilling, som mange mennesker kunne have glæde af uden forkundskaber.
Uddrag af anmeldelsen:
»Det sagt, er der en fin, bevægende, billedmættet sanseoplevelse i vente på Gamle Scene. Alle kan se denne forestilling, der kræves ikke et særligt dannelsespas, for historien selv åbner døren til Mozarts musik og giver os samtidig en oplevelse af alle kunstarternes guddommelighed i smukt, gedigent samspil.«