Godmorgen, og velkommen til den sidste dag og det sidste morgenoverblik i 2020 – et år præget af coronavirus, #metoo, mink og amerikansk valgkamp.

Året har buldret afsted, og nyheder har der ikke været mangel på. I sand 2020-stil nåede der også at komme en række store nyheder på dagsordenen den seneste uge: vacciner, Brexit og et politisk opgør i Venstre. Det skal vi runde her til morgen.

Efter at Inger Støjberg trak sig tilbage som næstformand i Venstre tirsdag aften, er det naturlige spørgsmål: Hvem skal nu være næstformand?

Mens danskere og øvrige EU-borgere venter på at modtage flere doser af Pfizer/BioNTech-vaccinen, sætter en dansk lektor spørgsmålstegn ved, om politikerne nu også har prioriteret vaccineproduktionen nok. I Tyskland, hvor man forholdsvis modtager lige så mange vacciner som i Danmark ud fra befolkningstallet, er der lige nu en udbredt kritik af, at udrulningen går for langsomt.

Før vi dykker mere ned i de historier, skal vi først se på dagens coronatal.

Bekræftede smittede i Danmark i alt: 161.230 (+2.783)
Antal indlagte: 926
Antal indlagte på intensiv: 136 (87 i respirator)
Antal bekræftede døde i Danmark i alt: 1.256 (+30)
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 82.414.714
Antal dødsfald på verdensplan: 1.799.099

De danske tal kan man nærlæse her, og de globale tal kan du finde her.

​Lektor efterlyser større politisk prioritering af vaccineproduktion

EU-borgere venter utålmodigt på at få flere doser af den godkendte Pfizer/BioNTech-vaccine. Men har danske politikere også gjort nok for at sikre selskabernes produktionskapacitet?

Jeppe Druedahl, lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet, sætter spørgsmålstegn ved den nuværende vaccineplan.

»Vi har smidt mange milliarder efter forskning og udvikling af de her vacciner. Spørgsmålet er, om man har smidt nok penge og kræfter efter produktionskapaciteten,« lyder efterlysningen fra lektoren, som også har delt sin undren på Twitter.

Lektoren bakkes delvist op af Michael Svarer, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand. Han pointerer, at både vaccineproduktion og smitteopsporing er forholdsvis billige redskaber set i forhold til en nedlukning af samfundet. Læs hele Berlingskes artikel her.

Højt fraværstal blandt sundhedspersonale presser kapaciteten på sygehuse

Mandag havde hele 987 medarbejdere i Region Hovedstaden coronarelateret fravær. Det høje fravær lægger et yderligere pres på et i forvejen hårdt belastet sundhedspersonale, lyder det fra kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden Kristina Robins.

»Når der er fravær blandt personalet, presser det de tilbageværende medarbejdere, så de er nødt til at komme ind og arbejde ekstra. Det giver et større arbejdspres, og det er rigtig bekymrende,« siger hun.

Vicedirektør på Hvidovre Hospital Jakob Hendel fortæller, at fraværet kan mærkes tydeligt i hverdagen.

»Vi kan mærke, at folk løber hurtigt, og bemandingsplanen er presset til det yderste. Vi har ikke mere personale, vi kan hive op af skufferne,« siger han og håber på, at vaccination af personalet kan være med til at give ro.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Ellemann tager styringen og siger farvel til Støjberg

På forsiden af både Politiken og Jyllands-Posten optræder historien om Inger Støjbergs farvel til posten som næstformand i Venstre.

Sent tirsdag aften skrev Inger Støjberg et opslag på Facebook, hvori hun meddelte, at hun var blevet bedt om at gå af som næstformand i Venstre.

»Jeg skal bruge noget tid på at tænke over, hvordan jeg bedst kæmper videre for den politik, jeg står for,« lød det fra hende i TV 2 News onsdag. Næstformand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har allerede givet udtryk for, at hun er velkommen i deres parti, hvis hun ønsker det.

Men i første omgang skal Venstre vælge en ny næstformand. Sådan en skal vælges ved et landsmøde, og ifølge Berlingskes oplysninger gav partiets hovedbestyrelse tirsdag aften bemyndigelse til at indkalde til et ekstraordinært et af slagsen. Det forlyder, at det bliver til januar, og lige nu peger pilen på regionsrådsformanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose.

Britisk parlament stemmer ja til Brexit-aftale

Det britiske Underhus stemte onsdag, med stort flertal, ja til den handelsaftale med EU, der træder i kraft, når overgangsperioden udløber ved nytår. Der var tale om 521 stemmer for og 73 imod.

Fra EUs side skal Europa-Parlamentet også behandle aftalen, men det sker først efter nytår.

Aftaledokumenterne blev fløjet fra Bruxelles til London for at blive underskrevet af premierminister Boris Johnson onsdag formiddag, da de var blevet underskrevet af EUs ledere.

Berlingske siger farvel til et forfærdeligt år

»Farvel 2020, dit frygtelige år.«
Sådan lyder starten på dagens leder i Berlingske, som er signeret af chefredaktør Mette Østergaard, der vinker farvel til 2020, og overvejer, hvad vi lærte i løbet af et meget specielt år.

Lederen kan læses i sin fulde form her.

Dagen i dag:

  • Udover at det er den sidste dag i et turbulent år, så markerer denne dag også en anden vigtig begivenhed. Det er i dag præcis ét år siden, at de kinesiske sundhedsmyndigheder informerede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om, at en ukendt virus, coronavirus, havde forårsaget 41 tilfælde af sygdom i byen Wuhan.

  • Selvom nytårsaften bliver anderledes, end vi er vant til, så er der visse ting, der aldrig forandrer sig. Klokken 18.00 holder dronning Margrethe traditionen tro sin årlige nytårstale i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

Husk champagnen og håndspritten, og hav et rigtig godt nytår.