Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Minkavlere har den største erhvervsmæssige risiko for at blive smittet med covid-19, oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Tal fra SSI viser smitten i forskellige brancher til og med uge 47. Her udgør minkejere og personer med bopæl på minkfarme den branche og befolkningsgruppe, hvor forekomsten af smitte med covid-19 er størst.
Samme uge var 29 procent af minkavlerne i Region Nordjylland bekræftet smittet med covid-19, og det giver erhvervet – der nu de facto er lukket – den største erhvervsmæssige risiko for at blive smittet med coronavirus.
Ifølge SSI er der langt ned til de næsthårdest ramte erhverv. Ansatte på landets hospitaler har en bekræftet smitte på 3,4 procent i uge 47, mens 2,8 procent i hotel- og restaurationsbranchen var smittet i denne uge.
Tyra Grove Krause, der er afdelingschef og overlæge i SSI, siger i pressemeddelelsen:
»Denne opgørelse understreger, at minkejere har været massivt eksponeret for smitte i kraft af deres arbejde. Det er vores erfaring, at smittede minkbesætninger først opdages sent i smitteforløbet. Derfor er skaden som regel sket i forhold til, at minkene har givet smitten videre, når smitten på farmen opdages. Det betyder også, at det har været svært at forebygge spredning til det øvrige samfund.«
Minkavlere over hele landet har i november aflivet deres besætninger under en stærkt tvivlsom opfordring fra myndigheder og regeringen. Der har været skiftende meddelelser om, hvorvidt der har været tale om en ordre eller en opfordring og også om, hvad der lå til grund for aflivningerne.
Flere har således fået indtrykket af, at aflivningerne skulle ske på baggrund af den nye muterede virusvariant, cluster 5, som faglig direktør i SSI Kåre Mølbak ved et pressemøde 4. november nævnte som »dét, der i særdeleshed har bekymret os«.
Efterfølgende har Mølbak forklaret, at det var »reservoiret« af smittede mink, der udgjorde den største bekymring.
I slutningen af september udgav SSI en liste over den højeste smitteandel i en række brancher. Dengang var minkavl ikke at finde som en selvstændig branche, og dengang lå sundheds- og socialvæsenet i toppen af listen.
Derefter fulgte transportbranchen, rejsebureauer, hoteller og restauranter, handel, finansiering og forsikring, information og kommunikation samt andre serviceydelser.
I maj lå transportbranchen på instituttets øverste plads med 3,4 procent smittede. Tallene skulle imidlertid læses med forbehold, idet den procentvise smitte i høj grad afhænger af, hvor mange personer der var blevet testet i hver enkelt branche. I maj var 7.359 personer testet, mens 249 var blevet testet positive.