16-årige Zuzanna kæmper for at acceptere sin krop: »Hvorfor ser jeg sådan ud? Hvorfor er jeg så tyk?«

Børn og unge har aldrig været så optagede af deres kroppe, som de er i dag, fortæller eksperter. Hver anden 15-årige pige føler sig for tyk, selv om det er langt færre, der rent faktisk er overvægtige, viser tal. 16-årige Zuzanna Pernak kender alt til at være usikker på sin krop. Hun er en helt almindelig teenagepige, der ofte føler sig for tyk og bliver påvirket af de tynde og »perfekte« piger på Instagram og YouTube.

Zuzanna Pernak er ligesom mange andre piger på hendes alder usikker på sin krop. Astrid Dalum

Zuzanna Pernak ved inderst inde godt, at hun er helt normal. Hun vejer hverken for lidt eller for meget, og hun ved godt, at hun burde være tilfreds med den krop, hun har.

Alligevel har hun flere gange stået foran spejlet på teenageværelset og grædt, fordi hun har følt sig helt forkert.