1367 nye smittetilfælde konstateret i Danmark

Der er registreret 1367 nye smittetilfælde. Det er det næsthøjeste nogensinde.

 
Få overblikket over seneste nyt om situationen med coronavirus i Danmark her. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Sarah Sander, Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Der er registreret yderligere 1367 tilfælde med coronasmitte i Danmark, oplyser Statens Serum Institut (SSI) tirsdag i sin daglige opdatering.

Det er det næsthøjeste antal nye smittetilfælde, der nogensinde er blevet registreret på et døgn. Det højeste antal er fortsat de 1427 nye smittetilfælde, som SSI kunne fortælle om 6. november.

I sin seneste opdatering kan SSI oplyse, at der er blevet foretaget 81.621 prøver for coronavirus.

Det vil sige, at det er 1,67 procent af de testede, der er blevet testet positive for coronavirus.

Tirsdag er der i alt indlagt 255 coronapatienter rundt om på landets hospitaler. Det er seks flere end mandag. Ud af de 255, der i øjeblikket er indlagt, er 37 nye indlæggelser.

Der er konstateret otte coronarelaterede dødsfald hen over det seneste døgn. Dermed er i alt 797 personer døde, mens de har været smittet med virusset, siden midten af marts.

/ritzau/

Opdateres...