Nu køber danskerne elbiler – men vilkårene halter i forhold til andre lande

Salget af elbiler er steget markant i år, selv om vilkårene for elbiler er dårligere end eksempelvis i Portugal. Bilanalytiker råder da også til at vente med at skifte benzin- eller dieselbilen ud til kun at køre på strøm.

Programmør Jeppe Dyrby har pendlet fra Fredericia til Aarhus i en elbil, en Tesla, i tre et halvt år. Han oplever ikke rækkevidden og lademulighederne som problematiske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen

Hver dag i januar og februar trillede otte nybagte ejere af en elbil ud fra en forhandler. Det er 473 procent flere end i fjor, og det falder sammen med introduktionen af nye modeller med længere rækkevidder – og dermed endnu et skridt nærmere det, som forbrugerne efterspørger: længere rækkevidder per opladning.

Men samtidig viser en analyse fra LeasePlan, der administrerer og finansierer bilflåder på vegne af sine kunder i flere end 30 lande, at vilkårene for elbiler i Danmark halter. Analysen omfatter 22 lande, og Danmark er nummer 14 efter lande som Portugal, Belgien og Irland. Placeringen skyldes især, at de politiske initiativer på området får en ren bundplacereing.

»Den korte version er, at det ser meget forskelligt ud. Men fælles for dem, hvor det går godt, er, at der er politisk vilje til at understøtte markedet. Norge er langt fremme, og Holland, Sverige og Østrig er også godt med,« fortæller Michael Olsen, adm. direktør i LeasePlan Danmark.

Baggrunden for Danmarks bundplacering er blandt andet, at en planlagt afgift på elbiler stoppede salget og derfor blev udskudt. Nu er det i forbindelse med finansloven vedtaget for 2019 og 2020, at de første 400.000 kroner af elbilens pris er fri for registreringsafgift.

»Hvad så i 2021, når det forventes, at udbuddet af elbiler vil stige markant? Man bliver også nødt til at lave en langsigtet løsning på dette her,« siger Michael Olsen.

Den anden store faktor i bilkøberens valg er rækkevidden af elbilerne og herunder mulighederne for at oplade.

»Infrastrukturen skal være i orden. De fleste har en holdning til, om en elbil kan køre langt nok på en opladning. Der er mange myter, og fakta er, at elbiler er meget påvirkede af temperaturen. Varme i sæder og elruder får rækkevidden til at falde markant. Så derfor er infrastruktur så vigtig, som den er. Der er vi ikke voldsomt dårligt kørende – men vi vil løbe ind i problemer i byzoner med etageejendomme, hvor beboerne har elbiler, der skal lades op,« siger Michael Olsen.

Pendler uden problemer

Programmør Jeppe Dyrby har pendlet fra Fredericia til Aarhus i en elbil, en Tesla, i tre et halvt år. Han oplever ikke rækkevidden og lademulighederne som problematiske.

»Jeg har kun oplevet i Vestjylland, at det var svært at finde ladestationer,« siger han.

Teslaen bliver i det daglige opladet hjemme, og på ture til udlandet har Jeppe Dyrby ikke oplevet problemer.

»Jeg har kun været i Berlin og Hamborg i udlandet, og der var ingen problemer overhovedet. Vi stoppede ved en Tesla-oplader i 15-20 minutter, og så kunne vi lade dernede,« siger han.

Da han købte Teslaen for 3,5 år siden, var der ikke andre muligheder, der kunne klare pendlingen til Aarhus. Nu har Jeppe Dyrby andre alternativer, når Teslaen skal udskiftes.

»Nu kan man jo få flere andre modeller med op mod 500 km per opladning. Jeg regner med, at jeg fortsætter med at køre elbil – jeg havde dieselbil før, og det skal jeg ikke tilbage til. Jeg tror også, at de fleste vil kunne køre elbil og nøjes med at lade op om natten,« siger Jeppe Dyrby, som kører 40.000 km om året.

Hyundai Kona er fra den nye generation af elbiler med længere rækkevidde end den forrige generation. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR/Uli Sonntag.

Begrænset udbud

Jan Lang er markedsanalytiker for bilportalen Bilbasen, og han råder bilkøbere til at vente lidt med at skifte til el – også selv om den aktuelle internationale biludstilling i Genève er præget af nye elmodeller med rækkevidder og priser, der kan dække de flestes krav til en hverdagsbil.

»Hvis du skal skifte til ren el, så er det ikke nu, for udbuddet er yderst begrænset i forhold til de mere traditionelle biler. Men det vokser. Nissan Leaf er en god bil ligesom Hyundai Kona og Audi e-tron. Men der kommer til at ske rigtig meget i 2020,« siger Jan Lang og peger på, at blandt andet VW-koncernen er på vej med sit program af elbiler, som vil være en ny generation med de længere rækkevidder, vi eksempelvis ser med Hyundai Kona, altså realistisk over 400 km.

»Hvornår man skal slå til, afhænger af holdning til det, men jeg synes, at især andet halvår 2019 og ind i 2020 tegner til, at der kommer interessante biler. Men det kræver, at man kan lide en af de få elbiler, der er på markedet,« siger Jan Lang.

Afskrivningen på elbiler ser ud fra det begrænsede erfaringsgrundlag fint ud.

»Der kan kun for alvor regnes på Nissan Leaf, og der er afskrivningen over tre år og 60.000 km. 38 til 40 procent, og det er på linje med de bedste benzinbiler. Folk efterspørger elbiler lige nu, og der vil være underudbud i fire-fem år ud i fremtiden,« siger markedsanalytikeren.

40 pct. lavere omkostninger

På en af de andre store poster i regnskabet, vedligeholdelse, er driftsomkostningerne på en elbil 40 procent lavere end på en traditionelt drevet bil, viser blandt andet de norske erfaringer med langt flere biler, som ifølge Jan Lang også kan overføres til danske forhold.

Han tror, at elbilernes udbredelse afhænger af dels bilkøbernes skift til et andet tankesæt i forhold til opladning, dels de politiske rammer for elbiler fremover.

»Lige nu tilsiger brug af elbiler, at man får en hjemmeoplader. Men når det er sagt, så udvikles punktopladninger med lynets hast først i det store H (motorvejene, red.) og derefter i bivejsnettet. Så skal de, der skal køre regelmæssigt i elbiler, have et andet tankesæt, så de kommer rundt om udfordringen med, at der ikke er en opladning på hvert gadehjørne,« siger Jan Lang.

Men der kan også opstå et problem med at skaffe bilerne.

»Danmark udgør 0,2 pct. af verdensmarkedet, og der er ikke noget incitament til, at VW sender flere elbiler til Danmark end til andre markeder. Andre steder lægger virkelig fra land for at få dem, så jeg synes, der mangler en realistisk plan for at nå regeringens mål for mængden af elbiler i 2030, ligesom jeg synes, at man skal have en solid plan for den rekordhøje bestand af benzin- og dieselbiler, 2,55 mio. personbiler på benzin og diesel. Når vi fremskriver, så kan vi stadig se over to mio. benzin- og dieselbiler i 2029. Hvordan vil man respektere de investeringer, der er foretaget i dem,« siger Jan Lang.

Regeringen har nedsat en kommission, som skal udarbejde en konkret strategi for, hvordan regeringens mål om, at alle nye biler fra 2030 er lavemissionsbiler og fra 2035 nulemissionsbiler, kan gennemføres. Formanden er tidligere adm. direktør i Dong Energy Anders Eldrup.