Nationalbanken: Så meget stiger huspriserne i de kommende år

Der er udsigt til en klækkelig prisforhøjelse på kongerigets huse i de kommende år, spår Nationalbanken i sin nye prognose. Stigningen i friværdierne svarer til en lille familiebil.

Nationalbankens økonomer forventer, at huspriserne stiger med 9,2 procent fra 2018 til 2021. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Prisfesten på boligmarkedet er stille og roligt rykket fra lejlighederne i de store byer til husene. Nu sætter Nationalbanken tal på, hvordan priserne på huse efter bankens analyse vil udvikle sig i de kommende år, som prognosen dækker over.

»Fremgangen i de disponible indkomster, beskæftigelsen og det fortsat lave renteniveau trækker i retning af stigende boligpriser, også på landsplan,« siger nationalbankdirektør Lars Rohde.