Der bliver bidt negle og spekuleret blandt investorerne i disse dage, hvor aktierne ikke rigtig kan finde de fremadgående gear. Det hænger måske sammen med, at den økonomiske aktivitet også er gået ned i gear og varsler lavere vækst i de kommende kvartaler. Da vi i 2016 senest så en lignende nedgearing i økonomierne, faldt aktiemarkedet med op til 15 procent. Det tog ganske vist kun tre måneder, før det tabte var indvundet.
Men den generelt langvarige optur for aktierne siden finanskrisen for ti år siden har allerede fået mange af de store investorer til at lede efter andre investeringer, der kan afbøde stødet, når aktierne på et eller andet tidspunkt taber tempo. Alternative investeringer har bredt sig især i pensionsformuerne, og det dækker over ejendomme, infrastruktur, ren energi, skov- og landbrug og råvarer i håbet om, at de bevæger sig modsat aktierne.