Nye udsagn fra kronvidne rokker ved central forklaring i minksagen: »Det er enten groft sjusk eller fusk«

Dagens politiske overblik: Statsministerens nærmeste rådgivere benytter krypterede beskedtjenester. Sorte skyer er trukket ind over Venstres kommunalvalg. Et Facebook-opslag fra Mette Frederiksen varslede søndag aften nye coronarestriktioner. Og så rejser en række nye udsagn fra et kronvidne nye spørgsmål i minksagen. Hele dit politiske overblik her.

God morgen og velkommen til denne uges første politiske morgenpost.

Ugen i dansk politisk begynder på mange måder, hvor den forgangne uge slap. Efter endnu en opsigtsvækkende afhøring lørdag i Minkkommissionen blev der lagt nok et lag på sagen, hvor regeringen i november sidste år krævede alle mink aflivet på et ulovligt grundlag. Sammen med det forestående kommunalvalg om otte dage er der således lagt op til endnu en politisk uge, hvor de to dagsordener forventes at overskygge alt andet på den politiske scene.