Weekendavisen bringer i dagens avis Kurt Westergaards Muhammedtegning fra 2005.
Det skyldes, at Weekendavisen bedriver publicisme, hvilket ifølge avisens chefredaktør,
Martin Krasnik, har til opgave at sætte begivenheder og holdninger i kontekst – i høj grad ligesom lærergerningen.
Det skriver Martin Krasnik i en leder i kølvandet på denne uges politiske debat om, hvorvidt Muhammedkrisen som emne skulle gøres til en del af den eksisterende historiekanon, som alle folkeskoleelever skal undervises i.
Ifølge chefredaktøren befinder Muhammedtegningerne sig i hjertet af ytringsfrihedens historie, fordi satiretegninger som disse kan gøre ondt og fornærme.
Tegninger som den, hvor Kurt Westergaard illustrerede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, er ifølge Martin Krasnik også en del af den frihedskamp mod utilfredse borgere, der måtte vise sig villige til at bruge vold eller trusler om samme for at kæmpe mod visningen af Muhammedtegninger.
Chefredaktøren forstår, hvis lærere føler sig utrygge ved at vise Muhammedtegningerne i undervisningen, og han mener ikke, at man kan eller bør tvinge lærere til at vise dem, men at man bør opfordre til det.
»Og selvfølgelig skal det gøres obligatorisk, at alle elever i folkeskolen undervises i krisen på baggrund af et solidt og formaliseret undervisningsmateriale. Det vil netop bidrage til at normalisere den absurde situation, vi er blevet påtvunget af voldsmænd og mordere,« skriver Martin Krasnik.
Samme holdning havde størstedelen af oppositionen i Folketinget lige fra SF til Nye Borgerlige og Liberal Alliance, da de onsdag var i Folketingssalen for at argumentere for et beslutningsforslag, der skulle gøre det obligatorisk for lærere at undervise i Muhammedkrisen, men ikke nødvendigvis at vise Muhammedtegningerne.
Det er et forslag, som der relativt kort før folketingsvalget i 2022 var flertal for, al den stund at Venstre stemte for forslaget, som partiet selv havde fremsat.
Onsdag havde partiet dog en anden holdning og stemte sammen med resten af regeringen mod forslaget.
Officielt skyldtes det blandt andet, at regeringen havde fået en ny sikkerhedsvurdering fra sikkerhedsmyndigheder, som tilsagde, at kanoniseringen ikke ville gøre det mere sikkert for lærere at vise Muhammedtegninger.
Det var lige netop argumentet fra de partier, der fremsatte beslutningsforslaget, at det ville blive mere sikkert at undervise i emnet, hvis lærere ikke længere skulle tage initiativ til det, men blot fulgte en kanon, der var fastsat af politikere på Christiansborg.
Forslaget blev nedstemt.