Vild jubel hos SF: Kan blive det største parti, viser første exitpoll 

Magtbalancen mellem Socialdemokratiet og SF ser ud til at rykke sig markant ved europaparlamentsvalget.  

Den første exitpoll fra DR peger på SF som det største parti ved europaparlamentsvalget med 18,4 procent af stemmerne.

Det udløste et kæmpe jubelbrøl fra SFs valgfest på Christiansborg.

Det er vigtigt at understrege, at der er tale om en foreløbig måling. Og samme billede tegner sig ikke hos TV 2, hvor Socialdemokratiet er det største parti med 18 procent af stemmerne i den første exitpoll, mens SF får 17,1 procent.

Ifølge begge målinger står SF til at få tre mandater i Europa-Parlamentet, en fremgang på ét mandat.

Kort efter DRs exitpoll udtalte SFs Sigurd Agersnap sig, og han var – noget beskedent – glad for, at SF havde tre stærke kandidater, som de kunne sende til Bruxelles og kæmpe for den grønne sag, hvis exitpollen holder hjem.

»Den der konkurrence om at være det største parti, det er ikke det vigtigste for mig,« siger Sigurd Agersnap.

»Tre mandater er historisk for SF, så hvis vi ender der, så er det et rigtigt flot resultat,« tilføjer han.

Ved valget i 2019 fik Socialdemokratiet og SF henholdsvis 21,5 og 13,2 procent af stemmerne. Det gav Socialdemokratiet tre mandater og SF to mandater.

I 2019 blev Venstre det største parti med 23,5 procent af stemmerne.