Liberal Alliances kandidat til Europa-Parlamentet Mads Strange er fortrøstningsfuld forud for aftenens valgresultat.
Det fortæller han til Liberal Alliances valgfest på Christiansborg.
»Jeg tror, at vi får to mandater – det siger meningsmålingerne – men det kan også være, at vi kun får et. Uanset hvad ser det ud til, at Liberal Alliance får det bedste valgresultat til Europa-Parlamentet i vores partis historie, så det er et skridt i den rigtige retning i hvert fald,« siger Mads Strange i et interview med Berlingske.
Mads Strange er nummer to på Liberal Alliances kandidatliste – Henrik Dahl er partiets spidskandidat – så hvis det ender med, at den unge politiker, der flere gange er havnet i modvind på sociale medier over noget, som han har sagt eller udtrykt sin holdning om, ikke bliver valgt ind, så har han en plan klar.
»Så skal jeg på Folkemødet og drikke nogle øl med mine kolleger og falde helt ned efter en lang og trættende, men også sjov valgkamp,« siger Mads Strange.
Og hvis det ender med, at han skal til Bruxelles, så er det klimapolitikken, forsvars- og sikkerhedspolitikken og et opgør med EUs bureaukrati, han vil kæmpe for.
»Vi skal sikre, at EU ikke blander sig i de ting, vi sagtens selv kan stå for at regulere herhjemme. Vi skal sørge for at holde EU i ørerne, når det kommer til unødvendigt bureaukrati og overregulering,« siger han.