Venstre hyrer firma, der skal »gøre Jakob Ellemann-Jensen til Venstres 12. statsminister«
En ny samarbejdspartner til Venstre skal hjælpe med at gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister.

En ny samarbejdspartner til Venstre skal hjælpe med at gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister.

I 15 år har reklamebureauet Hjaltelin Stahl været en nær allieret med Venstre og stået i spidsen for partiets kampagner ved samtlige valg siden 2005.
Det var dem, der stod bag kampagner på internettet til tusindvis af danskere med Anders Foghs morgenløb i 2007, det var dem, der lavede Lars Løkke Rasmussens huskeseddel til Helle Thorning-Schmidt midt under en TV-debat i 2011, og det var dem, der forberedte sidste sommers kampagne efter Løkkes SV-melding.
Men nu er det slut.
Hjaltelin Stahl fik i foråret nye ejere, der ikke ønsker en tæt kontakt til et politisk parti, og derfor har Venstre været på jagt efter en ny samarbejdspartner, der skal skabe de kampagner, der kan få den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, til at vinde nøglerne til Statsministeriet.
Det arbejde er nu afsluttet, og i en fælles udtalelse mellem Venstre og det nye bureau, Robert/Boisen & Like-minded, som kampagnefirmaet så mundret hedder, er opgaven klart beskrevet, nemlig at »hjælpe Venstre og over de kommende år bane vejen og gøre Jakob Ellemann-Jensen til Venstres 12. statsminister gennem historien«, skriver mediet Bureaubiz.
Til mediet siger Venstres partisekretær, Christian Hüttemeier, der har haft ansvaret for at finde en ny samarbejdspartner, at Venstre det seneste halvandet år har været igennem en turbulent tid, hvor partiet »har brugt tiden til at lave strategi, ansætte de rigtige mennesker, og så skulle vi have nyt reklamebureau, fordi vores tidligere samarbejdspartner har fået nye ejere«.
»Det går stærkt i politik. Hver dag sine udfordringer. Heldigvis er det sådan med en samarbejdspartner som et reklamebureau, at man kan springe de lange strategimøder, hvor der bliver talt og talt, over – for der er simpelthen opgaver, der skal løses fra dag et. Så på den måde skal vi nok få lært hinanden at kende meget hurtigt,« siger Christian Hüttemeier om udsigten til, at partiet ikke længere har en så tæt relation til sit kampagnebureau, som partiet har været vant til.
Du kan her læse et større interview med den nu tidligere ejer af Hjaltelin Stahl og mangeårige tætte samarbejdspartner med Venstre, Steffen Hjaltelin, der fortæller om 15 års tæt alliance med Venstre.
Her løfter han også sløret for nogle af hemmelighederne bag de mest kendte kampagner.