Venstre går til valg på et fortsat skattestop

Siden 2001 har Venstre haft et udgangspunkt om skattestop, hvilket partiet fortsætter med efter valget.

folketingsvalg2019
FV19: Lars Løkke Rasmussen (V) hænger valgplakater op i Græsted sammen med Anna Libak (V), lørdag den 11 maj 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Regeringspartiet Venstre går til valg på dets princip om et skattestop.

Det fremgår af partiets hjemmeside søndag, hvor det er uddybet, at ingen skat eller afgift bliver sat op, uden at andre skatter eller afgifter bliver sat tilsvarende ned.

»Venstre går til valg på et skattestop og tryghed for danskernes økonomi,« skriver finansminister Kristian Jensen (V) på Twitter.

Partiet vil ikke træffe nye beslutninger om at hæve hverken skatter eller afgifter, ud over det som allerede er fastsat.

Det var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der stod bag idéen i 2001.

Politiske kommentatorer har set skattestoppet som en kommunikativ perle, der var med til at bane Foghs vej til statsministerposten.

Omvendt har de økonomiske vismænd gentagne gange kritiseret skattestoppet og dets konsekvenser for dansk økonomi.

Skattestoppet for ejendomme har været afgørende for princippet, men allerede næste år står boligskatten for nye boligejere til at stige som følge af et nyt ejendomsvurderingssystem.

Partiet oplyser, at skattestoppet ikke gælder aftaler, der allerede er indgået og mangler at blive indfaset. Venstre gik også til valg på stoppet og på at sikre ro om boligejernes økonomi i 2015, men indgik aftalen om ejendomme i 2016.

Kommuner kan med skattestoppet fortsat selv fastsætte deres skat under hensyntagen til de samlede kommunale skatter.

Tobaksafgifter er ikke omfattet af skattestoppet ifølge udspillet.

Ifølge den borgerligt-liberale tænketank Cepos har den nuværende regering flere gange brudt skattestoppet.

/ritzau/