Liberal Alliance ser ud til at få det bedste valg til Europa-Parlamentet nogensinde med ét mandat, og det er Alex Vanopslagh både »stolt og glad over«.
Men Liberal Alliance fik »kun« syv procent af stemmerne ifølge DRs prognose, selvom de ifølge meningsmålinger stod til ti procent.
»Når vi har haft målinger på ti procent, så viser det, at man ikke altid kan tage meningsmålinger for gode varer. Der er kun den ene måling, der er sidst på valgdagen, som tæller. Det skal vi huske i Liberal Alliance, når vi har gode målinger,« siger Alex Vanopslagh.
Derfor håber han også, at journalisterne nu vil rette deres spørgsmål om et statsministerkandidatur til Pia Olsen Dyhr (SF), siger Vanopslagh til Berlingske.
»Jeg tænker jo, at alle journalister burde stoppe med at spørge mig, om jeg vil stille op som statsministerkandidat, fordi man kan tydeligvis ikke regne med meningsmålingerne. På den måde må Pia Olsen Dyhr jo svare på den slags spørgsmål fremover.«
Prognoser fra både DR og TV 2 peger på, at SF er det parti, som flest danske vælgere har stemt på søndag. Partiet står til henholdsvis 17,4 og 17,5 procent af stemmerne hos DR og TV 2.