Der er ikke nogen tvivl om, hvor aftenens fest foregår på Christiansborg.
SF, der ligner europaparlamentsvalgets store vindere i Danmark, og spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen blev mødt med stor jubelråb, da hun sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr indtog Borgens vandrehal.
Chaka Khans »I'm Every Woman« blev braget ud af højttalerne, og folk stod i kø for at kramme SFs spidskandidat ifølge Berlingskes reportere hos partiets valgfest.
I DRs exitpoll stod SF til 18,4 procent af stemmerne og dermed 5,2 procent mere end ved sidste europaparlamentsvalg, hvilket svarer til tre mandater. Det gør dem også til det største danske parti i Europa-Parlamentet.
Der er dog tale om en exitpoll, der meget vel kan afvige fra det endelige resultat. Exitpollen hos TV 2 adskiller sig fra DRs, men spår stadig et rigtigt godt valg til SF. Men i TV 2s exitpoll er Socialdemokratiet fortsat Danmarks største parti.
»Det er selvfølgelig bare en exitpoll, og vi må vente, til de sidste stemmer er blevet talt op, men det er klart, at der er rigtig god stemning, og vi kan være stolte i SF. Vi har talt om vores politik, og hvad vi gerne ville,« siger Kira Marie Peter-Hansen til Berlingske.