Valget bliver alles kamp mod alle

Så kom valget, og der er udsigt til en lang og hård valgkamp, hvor alle alliancer vil være i opbrud.

Foto: Keld Navntoft

Det bliver alle mod alle i den valgkamp, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu har skudt i gang efter et af historiens længste tilløb.

Igen og igen har der været sat skub i forløb, der skulle føre frem til udskrivelse af valget, men hver gang har regeringschefen valgt at udskyde beslutningen.

Ved at fastlægge valgdatoen til 5. juni kan han fremhæve, at danskerne får god mulighed for at debattere Danmarks plads i Europa, inden de skal stemme ved valget til Europa-Parlamentet 26. maj. Dernæst bliver der tid til at debattere retningen for Danmark frem mod folketingsvalget på grundlovsdag.

Langtfra alle vil være enige i Løkkes køreplan. Men den giver mening.

Som en vigtig tillægsgevinst giver den også statsministeren tid til at forsøge at bryde den understrøm i målingerne, der alle peger frem mod et regeringsskifte. Kun gennem en sejtrækker af en valgkamp kan Løkke håbe på, at han vil kunne ændre styrkeforholdet mellem blå og rød lejr frem mod valgdagen.

Her udskriver Lars Løkke valget:

Når alt dette er sagt, er det evident, at det vil kræve et mindre mirakel for Løkke at vinde valget og fastholde magten. Udebliver miraklet, vil det med stor sandsynlighed også udløse hans afgang som formand for Venstre.

Hvad kan vi vente os af valgkampen? Først og fremmest bliver det en kamp, hvor alliancerne mellem partierne vil træde markant i baggrunden, og hvor partierne i højere grad end i mange år vil kæmpe for sig selv.

Den tidligere så skarpe opdeling mellem rød og blå blok er eroderet, hvilket især er blevet tydeligt gennem det nye og intensiverede samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i løbet af Løkkes regeringsperiode.

Samtidig er sammenholdet inden for blokkene gået endnu mere op i limningen siden sidste valg i 2015.

I blå blok har Løkke fortvivlet og forgæves forsøgt at samle de borgerlige partier om ambitiøse økonomiske masterplaner i både 2016 og 2017, men han endte med at skulle håndtere langvarige politiske kriser. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har nærmest konstant været på kollisionskurs til stor frustration for regeringschefen.

Her ved indgangen til valgkampen er den borgerlige familie om muligt blevet endnu mere samspilsramt med indtoget af Pernille Vermund, Klaus Riskær Pedersen og Rasmus Paludan. Bliver Vermund og Paludan valgt til Folketinget – hvilket ifølge målingerne er et realistisk scenarie – vil de stille politiske krav om stramninger af udlændingepolitikken, som Løkke ikke vil kunne honorere. Selv hvis han mod alle odds ender med at få chancen for at danne regering.

I rød blok er harmonien bestemt også til at overse.

Test dig selv: Find ud af, hvilke kandidater du er enig med

Sidste sommer gjorde Mette Frederiksen det klart, at hun gik efter at danne en socialdemokratisk mindretalsregering, hvis valget ender med rødt flertal. Dermed fyrede hun sin gamle regeringsmakker, Radikale Venstre, på gråt papir. Siden har en forbitret Morten Østergaard systematisk optrappet konflikterne med Socialdemokratiet og strammet sine krav.

Men dermed stopper problemerne ikke for Mette Frederiksen. Hos Alternativet stiller Uffe Elbæk sig til rådighed som regeringschef, ligesom Pernille Skipper – under de rette betingelser – er klar til at blive nationens nye leder. Ingen af delene er sandsynligt for nu at sige det mildt, men det illustrerer manglen på sammenhængskraft, også i rød blok.

De Radikale, Alternativet og Enhedslisten vil stille krav til S-formanden om, at flere af stramningerne af udlændingepolitikken fra de seneste år skal rulles tilbage efter valget, hvis de skal være med til at gøre hende til statsminister. Mette Frederiksens svar har været et konsekvent nej. Det betyder, at der venter dramatiske forhandlinger om at danne ny regering, hvis der bliver rødt flertal på valgnatten.

Set i det lys kan det meget vel blive sådan, at det nemmeste for Mette Frederiksen bliver at vinde valget, mens det kan vise sig langt sværere at danne regering og sikre en holdbar regering.

Kun Pia Olsen Dyhr og SF fremstår på forhånd som en samarbejdspartner, som Mette Frederiksen vil kunne regne med, selv om Dyhr selvfølgelig også møder op med krav til, hvordan et regeringsgrundlag skal se ud.

Alt i alt vil det betyde, at både valgkampen og tiden efter vil blive mere uforudsigelig end i mange år.

Et andet vigtigt snit i valgkampen vil være mellem de nye og de etablerede partier. Klaus Riskær Pedersen, Pernille Vermund og Rasmus Paludan vil alle gøre en dyd ud af at præsentere sig som uplettede ikkepolitikere i forhold til de kendte partiledere.

Især Rasmus Paludan vil blive en udfordring for de øvrige partier. Alle er de usikre på, hvordan de skal tackle en aktør, som på kort tid er gået fra en position som nærmest ukendt i den store offentlighed til at blive en landskendt partileder med en reel mulighed for at brage ind i Folketinget i kølvandet af budskaber, som resten af Christiansborg vender sig imod.

Hvad enten de øvrige partier vil det eller ej, vil Rasmus Paludans opstilling og hans kampagne frem mod valgdagen betyde, at udlændingepolitik vil blive et dominerende tema i en stor del af valgkampen.

Derudover vil hans blotte tilstedeværelse udløse et politiopbud, som aldrig tidligere i samme grad har været en del af en dansk valgkamp. Alt sammen vil det være opskriften på en valgkamp, som tegner til at blive markant anderledes end andre folketingsvalg i den nyere politiske historie.

Når danskerne har stemt, og stemmerne kan tælles op på valgnatten, venter som nævnt et forløb med at danne regering.

I den forbindelse bliver det interessant at se, om de mindre partier vil få øget deres politiske magt. Eller om vi kommer til at se, at de større og mere etablerede partier vil bruge valget som et springbræt til at indlede et tættere samarbejde for at skabe en politisk retning, som de ved, at flertallet af danskerne vil kunne se sig selv i. I stedet for at skulle rette ind efter de mindre partier på fløjene.

Et sjældent betydningsfuldt – og brydsomt – valg er skudt i gang.

Løkke har endelig indledt sin offensiv. Mette Frederiksen blev ved valgudskrivelsen fanget i sygesengen – hvor S-formanden har ligget i de seneste døgn – men S-formanden har et stort og solidt forspring, som Løkke skal skabe et comeback af historiske dimensioner for at indhente.

God valgkamp!