Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, har for vane at sætte verden på den anden ende med sine udtalelser.
Det gjorde han også, da han for nylig til stor forargelse i Danmark og Grønland italesatte nødvendigheden af »ejerskabet af og kontrollen med Grønland«.
Men det er ikke alle i Folketinget, der kan mønstre en forarget mine.
Tværtimod.
Hvis man spørger Venstres garvede rets- og skatteordfører, Preben Bang Henriksen, kan det måske nærmest blive en befrielse, hvis USA ender med at købe Grønland. Det skriver han i et debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende.
I indlægget henviser han til, at USA i mange år har købt territorier af andre lande, hvorfor han ikke mener, det kan overraske, hvis de ønsker at købe Grønland.
Og han kan altså ikke mønstre samme forargelse, som der hersker blandt andre danske og grønlandske politikere.
Derimod kunne Danmark med et salg slippe for at skulle håndtere utilfredse grønlandske politikere.
»Så Trumps tilbud kunne da blive en hel befrielse – i hvert tilfælde for de grønlændere, der konstant ytrer deres utilfredshed med danskerne,« afslutter han sit indlæg.
Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.
Alternativt kan du se indholdet på truth-social
Ikke til salg
Det har ellers ikke skortet på negative reaktioner, efter at Donald Trump afbrød julefreden 23. december og meldte ud, at »ejerskabet af og kontrollen med Grønland er en absolut nødvendighed«.
Hurtigt afviste Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, tilnærmelsen.
»Grønland er vores. Vi er ikke til salg og vil aldrig komme til salg,« lød det i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Og i Folketinget var der dyb forargelse at spore.
»Det er fuldstændig uacceptabelt, at en såkaldt allieret kommer med trusler om at tage kontrol over vores territorium. Det er uforeneligt med at være allierede,« skrev for eksempel Rasmus Jarlov (K) på X.
Alligevel gentog Donald Trump senere hen tilnærmelsen i forbindelse med en julehilsen.
»Ligeledes (glædelig jul, red.) til befolkningen i Grønland, som USA har brug for i forhold til national sikkerhed, og som ønsker, at USA er der, og det vil vi være,« skrev han på sit sociale medie, Truth Social.
Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.
Alternativt kan du se indholdet på truth-social
Ingen af gangene har Donald Trump direkte ytret ønske om at købe Grønland.
Men det gjorde han til gengæld under sin første præsidentperiode, da han i 2019 direkte foreslog, at USA kunne købe Grønland.
Det fik Mette Frederiksen til at kalde ideen for »absurd«, hvilket skabte gnidninger i det dansk-amerikanske samarbejde.
Som konsekvens aflyste Donald Trump et statsbesøg i Danmark og kaldte Mette Frederiksens udtalelse for »nasty«.
Berlingske har kontaktet Preben Bang Henriksen for at få uddybet hans holdning. Det har dog ikke været muligt at få et interview inden avisens deadline.