Sådan forløb årtiers værste flystyrt i Sydkorea minut for minut

Søndag dræbte et voldsomt flystyrt i Sydkorea næsten alle ombord i årtiers værste flyulykke. Her er de detaljer, vi ved om de kritiske minutter op til styrtet.

Sydkorea blev søndag ramt af årtiers værste flystyrt.

Kun to personer overlevede, 179 omkom, og landet er efterladt i chok.

Ulykken skete søndag morgen lokal tid, og da flyet kolliderede med en betonmur på landingsbanen, brækkede det over i to dele.

Kun flyets hale bevarede sin form, resten eksploderede og gik op i flammer. Øverst i artiklen er en video af styrtet. Berlingske advarer om voldsomme billeder.

Beredskabsfolk i massevis arbejdede dagen lang, men kun to fra kabinepersonalet, der begge sad bagerst i flyet, overlevede.

Efter at ulykken fandt sted, ønskes især ét spørgsmål besvaret:

Hvad skete der i minutterne, som ledte op til det voldsomme flystyrt?

Sky News og The Guardian har lavet en oversigt over, hvordan flystyrtet forløb minut for minut. Oplysningerne stammer fra Sydkoreas transportministerium og brandvæsen.

Her er et overblik over de kritiske minutter op til det voldsomme flystyrt:

Klokken 08.54: Kontroltårnet giver flyet tilladelse til at lande på bane 1 i lufthavnen.

Klokken 08.57: Kontroltårnet opdager noget bekymrende aktivitet og giver cockpittet en advarsel om »forsigtig fugleaktivitet«.

Klokken 08.59: Piloten rapporterer om fugleangreb og erklærer »mayday, mayday, mayday« og siger »bird strike, bird strike, go-around«.

Klokken 09.00: Flyet begynder at vende rundt og anmoder om tilladelse til at lande på bane 19.

Klokken 09.01: Kontroltårnet giver tilladelse til landing på bane 19.

Klokken 09.02: Flyet kommer i kontakt med landingsbanen cirka ved punkt 1.200 meter på en 2.800 lang landingsbane. Kontroltårnet alarmerer, og lufthavnens brandredningsenhed sætter ind.

Flystellet kunne ikke udløses, hvorfor flyet glider langs landingsbanen. Flyet styrter ind i en betonmur, som er en konstruktion med antenner på, lavet til at hjælpe fly med at navigere. Der sker en eksplosion med flammer og røg.

Klokken 09.10: Transportministeriet modtager ulykkesrapport fra lufthavnsmyndighederne.

Klokken 09.23: En person reddes og transporteres til et nærliggende hospital.

Klokken 09.38: Lufthavnen er lukket.

Klokken 09.50: Endnu en person reddes og transporteres til et nærliggende hospital.

Inden for 13 minutter var der erklæret nødsituation på niveau tre, og 80 brandmænd og 32 brandbiler samt redningshold var mobiliseret.

Brandfolkene brugte 43 minutter, før flammerne var slukket klokken 09.46.

Redningsarbejdet har været enormt efter styrtet. Jung Yeon-Je/AFP/Ritzau Scanpix