V-profil beklager og sletter julefrokost-tweet efter kritik

Torsten Schack Pedersen er ked af, at tweet fra julefrokost har stødt folk.

Torsten Schack Pedersen, Erhvervsordfører for Venstre. Jeppe Bøje Nielsen

Et tweet med et billede af Torsten Schack Pedersens mad ved en julefrokost udløste fredag aften og lørdag morgen massiv i kritik. Forhånende og plat, lød det blandt andet.

Torsten Schacks oprindelige tweet fra fredag aften er nu slettet fra hans Twitter-profil.

Lørdag kort før klokken 12 svarer politikeren på kritikken.

»Jeg beklager. Mit tweet var forsøgt lavet med et glimt i øjet. Men jeg kan godt se, at den ikke ligefrem gik rent ind. Og derfor sletter jeg det.«

»Jeg er ked af, at mit tweet har stødt folk. Der var absolut ikke hensigten. God dag til alle,« skriver Torsten Schack på Twitter.

Det oprindelige tweet indeholdt et billede af julemad - blandt andet flæskesteg, medister og en frikadelle - med ordene:

»Fremragende julefrokostmad - sikkert langt fra den kommende buffet på Lindholm,« skrev Schack i tweetet, der nu er slettet.

Han henviste dermed til øen Lindholm i Stege Bugt, hvor regeringen og Dansk Folkeparti i sidste uge blev enige om, at der skal etableres et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold.

/ritzau/