Efter at have fået afvist sit første forsøg prøver de amerikanske handelsmyndigheder, FTC, igen at få Facebook dømt for monopolvirksomhed og splittet op.
Det skriver FTC, Federal Trade Commission, på sin hjemmeside.
»Facebook manglede forretningsevnen og det tekniske talent til at overleve overgangen til smartphones.«
»Efter ikke at kunne konkurrere med nye, innovative selskaber opkøbte Facebook dem ulovligt eller begravede dem, når deres popularitet blev en eksistentiel trussel,« skriver direktør i FTC Holly Vedova i en pressemeddelelse.
I meddelelsen anklager FTC Facebook for – da nye spillere som Instagram og WhatsApp var ved at bryde dets monopol – at opkøbe dem.
Yderligere anklager FTC Facebook for bevidst at føre mulige konkurrenter bag lyset med produktet Facebook Platform.
Facebook startede platformen, som nye aktører kunne bruge til at udbrede og udvikle deres produkter, men indførte så efterfølgende nye, hårde krav, der satte mulige konkurrenter ud af spillet. Og det i en kritisk periode, hvor brugerne skiftede fra computere til smartphones.
»Disse handlinger er ikke mindre konkurrence-ødelæggende, end hvis Facebook havde bestukket konkurrerende selskaber til ikke at konkurrere.«
»Det er præcist for at stoppe den slags ulovlige handlinger, at der blev indført lovgivning for at stoppe monopolister,« skriver Holly Vedova.
Anklagen mod Facebook denne gang er betydeligt større end den forrige, som en dommer forkastede tidligere i år.
FTC mener, at dommeren i sagen skal dømme Facebook til at sælge både Instagram og WhatsApp. Samt at Facebook for fremtiden skal have godkendelse fra myndighederne, inden det foretager opkøb.
Ifølge Reuters skriver Facebook, at det anser anklagerne for at være helt uden belæg og et forsøg på at omskrive monopollovgivningen i USA.
/ritzau/